Modtag SAPs ugekommentar

Den politiske situation og vores opgaver

Vedtaget af SAP’s Landsmøde den 24.-25. November 2007

1. Indledning
2. Krig, krigstrusler og Terror
3. Klimakrisen
4. To EU-kampagner: For en folkeafstemning og for et nej!
5. Velfærd kontra nyliberalisme
6. Overenskomsten 2008
7. Kampen for fristeder
8. Efter valget
9. Europæisk Social Forum
10. Opsummering

1. Indledning

Vi lever – også det kommende år – i en periode med krige, statsapparater som styrker deres undertrykkelsesredskaber med henvisning til ”terrorbekæmpelse”, en mere og mere åbenlyst truende klimakatastrofe, en omfordeling fra løn til profit og en fortsat udbytning af befolkningerne i Den Tredje Verden.
Men vi oplever også:

at der stadig oftere rejses krav om radikale indgreb mod CO2-udledningerne,
at de USA-styrede krige i Irak og Afghanistan bliver mere og mere upopulære på krigsregeringenes hjemmefronter, ikke mindst i USA
at de nyliberalistiske projekter i Europa støder på modstand, selv når deres bannerførere har flertal i parlamenterne
at befolkningerne i en stribe latinamerikanske lande har vendt sig mod USA-dominans og deres egne herskende klasser.

I Danmark bliver ulighederne større og større, de allerrigestes formuer eksploderer, kollektive og socialt begrundede velfærdsordninger afvikles trods samfundsmæssig rigdom og højkonjunktur, og den nuværende regering fortsætter sit snigende liberalistiske projekt uden principiel modstand fra de største oppositionspartier.
Men vi oplever også:

at befolkningen nægter på at overgive sig til nyliberalismen og tværtimod fastholder et generelt ønske om indkomstudligning og social velfærd
at stadig flere grupper når frem til, at de selv må organisere sig og kæmpe for at forsvare velfærden og forbedre den.

Parallelt med konkret modstand mod forskellige elementer af den nyliberalistiske politik, udvikler der sig også en mere generel ideologisk kritik af nyliberalismen: De konkrete problemer forstås af stadig flere i sammenhæng med nyliberalisme, fokus rettes mod de multinationale selskaber og andre kapitalkoncentrationer. Det er en kritik, som indeholder potentialet for en mere bevidst antikapitalisme. Og i Latinamerika er socialismen direkte sat på dagsordenen i millioner af menneskers bevidsthed.
Alligevel står vi ikke på tærsklen til en situation, hvor socialismen er det nærliggende og attraktive alternativ til den eksisterende samfundsorden. I mange lande i Den Tredje Verden og blandt mange indvandrere og flygtninge i Europa har Islamisk-religiøst definerede strømninger vundet denne position (Hamas, Hizbollah, irakiske modstandsgrupper, Hizb-ut-Tahir, Al-Qaeda) – og ofte i ekstreme reaktionære og fundamentalistiske versioner.

Vi står i en situation, hvor organiserede socialister – i Danmark: Enhedslisten og SUF – har nye muligheder, men også et stort ansvar. SAP ser det som vores opgave at bidrage til, at Enhedslisten og SUF udnytter mulighederne og lever op til ansvaret
I denne tekst forsøger vi ikke at præsentere en samlet overordnet analyse af den internationale kapitalisme. Knap så ambitiøst er vi slået ned på nogle områder i klassekampen og den politiske situation, hvor vi ser vigtige udviklinger, muligheder og opgaver for revolutionære socialister i det kommende år.
Vi vil fremlægge disse ideer i diskussioner, og vi vil tage initiativ til, at opgaverne bliver ført ud i livet. Ikke fordi vi tror, at vi har udviklet en færdig masterplan. Disse ideer må afprøve og udvikles i dialog med alle andre i SUF og Enhedslisten. Men samtidig er vi overbevist om, at dialogen, politikudviklingen og aktiviteterne i de to organisationer kun kan vinde, hvis der præsenteres samlede, overvejede og strategisk funderede analyser og forslag.

2. Krig, krigstrusler og terror

Krigene i Afghanistan og Irak har skabt borgerkrigslignende situationer i begge lande, tusinder civile er blevet dræbt og atter tusinder drevet på flugt. Løfterne om sikkerhed, frihed og demokrati er så langt fra virkeligheden i de lande, som USA-koalitionen har invaderet under påskud om krig mod terror, at selv de mest reaktionære høge efterhånden må indrømme den ene fejltagelse efter den anden.
Efterhånden som USA-koalitionens fiaskoer i Afghanistan og Irak bliver tydeligere, og valg nærmer sig i både USA og hos flere af Imperiets allierede, bliver behovet for en afledningsmanøvre mere og mere desperat.
Kontrol over Mellemøsten er – bl.a. på grund af olien – USA-imperialismens strategiske mål. For at nå dette mål holder de sig ikke tilbage fra militære invasioner. Men beslutningstagerne i USA må løbende gøre sig taktiske overvejelser om, hvor store politiske og militære omkostninger konkrete invasioner vil indebære.
I forlængelse af fiaskoerne i Irak og Afghanistan og den voksende modstand inden for USA’s grænser vil en invasion af Iran have store omkostninger. På den anden side kan vi ikke udelukke, at den nuværende præsident og hans rådgivere vil se en invasion af Iran som en tilpas larmende desperado-handling, som kan fjerne fokus fra kaos i Afghanistan og Irak.

Proaktiv strategi
I tilfælde af en kommende krig mod Iran er det altafgørende for venstrefløjen at være pro-aktive i vores anti-krigsstrategi. En situation, hvor vi ensidigt skal argumentere imod en international militær intervention mod et af verdens mest reaktionære og undertrykkende religiøse regimer vil derfor blive svær at navigere i. Vi er nødt til at sætte handling bag ordene om, at demokrati skal komme gennem folkeligt krav fra neden frem for gennem bomber fra oven.
Den indlysende strategi er allerede nu at starte konkrete solidaritetsprojekter i Iran og indgå alliancer med de progressive strømninger, der ganske givet eksisterer i landet. En central udfordring i denne strategi er, at en stor del af de progressive iranere, der bor i Danmark, på grund af forfærdelige erfaringer med reaktionær Islam i Iran, har udviklet et helt hysterisk forhold til religion – og derfor undsiger enhver alliance med muslimer, uanset hvor progressive de måtte være politisk. Progressive eksil-iranerne i Danmark er en del af den danske venstrefløj og en af de mest nærliggende kilder til at finde frem til konkrete grupper og bevægelser i Iran, som det giver politisk mening at støtte. Både af den grund og for at undgå at blive spændt for en islamofobisk eller kulturrelativistisk vogn, er Enhedslisten og SUF nødt til løbende at diskutere forholdet mellem marxisme, religion og feminisme, og løbende udvikle nye politiske svar på de måder forskellige grupper og individer bruger religion på.

Retssikkerhed i skred
Krigen mod terror har ikke kun bragt en rædselsfuld krigsvirkelighed til de lande, der er blevet invaderet, men har også ført til et skræmmende skred i retssikkerheden i de lande, der hævder at være bannerførere for frihed og demokrati. I Danmark har vi f.eks. set skreddet med anti-terrorlovgivningen fra 2002 og med logningsbekendtgørelsen, der trådte i kraft i september 2007.
Logningsbekendtgørelsen hænger sammen med et EU direktiv om lagring af data, der skal gøre det lettere for politi og efterretningstjenester at indhente oplysninger om mistænktes elektroniske kommunikation. I realiteten kan logningsbekendtgørelsen let omgås af potentielle terrorister ved hjælp af simpel teknologi. Og politi og efterretningstjenester behøver ikke at indhente forudgående dommerkendelser for at trække data ud på borgeres tele- og internetkommunikation. Konsekvensen bliver derfor, at politi og efterretningstjenester vil kunne indhente data på en hvilken som helst borgers elektroniske kommunikation, også selv om borgeren ikke er mistænkt for en konkret forbrydelse. Systemet åbner op for en omfattende overvågning og kortlægning af borgernes elektroniske færden, der vil kunne bruges politisk, mens det med stor sandsynlighed ikke vil have nogen som helst positiv effekt på hverken forebyggelse eller opklaring af terror eller andre alvorlige forbrydelser.

10 års fængsel for T-shirt-solidaritet
I retssagen mod tøjfirmaet Fighters+Lovers bliver en af anti-terrorlovgivningens mest problematiske bestemmelser afprøvet. Nemlig paragraf 114b, der åbner mulighed for straf på op til 10 års fængsel for indsamling af penge eller midler til organisationer eller enkeltpersoner, der har begået eller har til hensigt at begå terror. Fighters+Lovers har solgt T-shirts og bebudet at overskuddet skulle bruges til at købe udstyr til hhv. PFLP’s grafiske værksted i Palæstina og FARC’s radiostation i Colombia. Både PFLP og FARC er på USA’s og EU’s terrorlister, og derfor har Justitsministeren sigtet dem for brud på paragraf 114b. Eftersom terrorlisterne ifølge en betænkning til anti-terrorlovgivningen, som Enhedslisten har været med til at stemme igennem, ikke kan bruges som juridisk bevis i sig selv, er det nu op til statsanklageren at bevise
1. At PFLP og FARCs aktiviteter kan betegnes som terrorisme, dvs. Deres brug af politisk vold er rettet mod civile og ikke står i rimeligt forhold til deres mål, og
2. At Colombia og Israel er demokratiske retsstater, der lever op til basale krav om frihedsrettigheder mm.
Forestillingen om, at den politiske diskussion om forskellen mellem terror og modstandskamp kan afgøres med jura er absurd og farlig for anderledes tænkende. Derfor skal Enhedslisten og SUF forsøge at bruge retssagen mod Figthers+Lovers til at rejse den vigtige diskussion om legitimiteten ved anti-terrorlovgivningen og for det andet skabe kritisk opmærksomhed omkring de to stater, som USA og mange vestlige lande støtter uanfægtet at de bryder samtlige menneskerettigheder. Men det vil ikke ske af sig selv, og Enhedslisten kan og skal spille en afgørende rolle i at skabe fokus om denne sag. Hvis de syv T-shirt aktivister bliver dømt, vil det få alvorlige negative konsekvenser for ikke blot de syv anklagede, men generelt for fremtidige muligheder for at lave solidaritetsarbejde med grupper, som står i opposition til den herskende dagsorden.
Venstrefløjen må kæmpe mod både:
1. den konkrete terrorisme, der med anti-demokratisk, chauvinistisk og ofte religiøs motivation bliver begået af stater, grupper og individer mod civile, og
2. De angreb på retssikkerhed og demokratiske frihedsrettigheder som de borgerliges såkaldte krig mod terror skal forestille at legitimere. Det betyder også, at Enhedslisten skal arbejde offensivt imod forestillingen om, at en stærk personlig religiøs overbevisning (som oftest islamisk) er lig med potentielt terroristiske tilbøjeligheder. Vi skal vise, at The Clash of Civilisations er et røgslør over de virkelige modsætninger, der bunder i økonomiske og sociale klasseskel – ikke i skel mellem religiøse overbevisninger eller kulturelt, etnisk og nationalt tilhørsforhold.

Konkret skal SUF og Enhedslisten arbejde for:

stop for militær ”demokratisering” og start på opbygning af stærke civilsamfund fra neden
økonomiske ressourcer til krig overføres gradvist til prioritering af social udvikling
afvikling af overvågningsstrategier i forhold til almindelige borgeres færden i den fysiske og virtuelle verden
Konkrete initiativer og aktioner, der udfordrer den eksisterende anti-terrorlovgivning nationalt og internationalt
Udvikle og promovere Open Source teknologi, der giver borgerne mulighed for at omgå elektronisk og fysisk overvågning

Vi er først nu ved at nå et vendepunkt, hvor flertallet begynder at forholde sig kritisk til krigen mod terror, med dertil hørende overgreb på grundlæggende frihedsrettigheder og retssikkerhed. Frygten for terror er ikke længere per automatik et neutraliserende middel mod kritik af den stigende overvågning og kriminalisering af solidaritetsarbejde. Enhedslisten og SUF skal fortsætte arbejdet med konkrete initiativer og aktioner, der fastholder kritikken af den stigende overvågning og vigende retssikkerhed, indtil vi har en situation, hvor vi kan kræve et egentligt opgør med det groteske magtmisbrug fra økonomiske og politiske magthaveres side. Samtidig skal vi i vores politiske argumenter og konkrete arbejde fastholde fokus på de reelle modsætninger i samfundet, der går mellem sociale, politiske og økonomiske klasseskel snarere end religiøse, kulturelle og etniske forskelle.

3. Klimakrisen

Klimaforskernes konklusioner er stadig mere sikre og stadig mere alarmerende: Stop for væksten i drivhusgasudledninger inden syv-otte år og derefter kraftig nedbringelse af udslippene af CO2 og andre drivhusgasser. Ellers er verden uafvendeligt på vej mod et selvforstærkende klimakaos.
Alt tyder desuden på, at det bliver de afhængige lande i Syd, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, selv om det hidtil har været de dominerende lande i Nord, der har udledt størstedelen af drivhusgasserne. Vi ser allerede eksempler på, hvordan klimaforandringerne fører til forværring af de tropiske storme, oversvømmelser, øget ørkendannelse, skovdød m.m.
Der er ikke tale om trusler om mulige ulykker, som dengang folk gik på gaden mod indførelse af atomkraft eller mod opstilling af atomraketter. Den katastrofe, vi har at gøre med nu, er ikke blot mulig. Den er sat i værk, og kun med radikale ændringer i produktion og forbrug kan vi forhindre, at den kommer til udfoldelse.

Denne menneskeskabte klimakatastrofe er hjulpet frem af kapitalismen. Kapitalismens trang til profit er således ikke kun ødelæggende for mennesker, der lever under de kapitalistiske udbytningsforhold. Den har ligeledes en stor ødelæggende effekt på miljøet og ikke mindst klimaet. Hver dag fældes regnskoven, kvælstof udledes fra landbruget, industrien producerer kemisk affald og globaliseringen har øget den oliedrevne transport over hele kloden. Og det er ikke i de private selskabers interesse at modvirke tendensen; det ville nemlig gå ud over profitten.
Imens stiger nærmer massive miljøødelæggelser som følge af menneskeskabte klimaforandringer sig med faretruende hast. Det har haft en dobbeltsidet effekt. På den ene side har problemets fremskredne udvikling tvunget de ansvarlige politikere til at påtage sig en grønnere politik, mens det på den anden side har givet momentum til en ny måde at udvikle selvsamme politikeres nyliberale dagsorden.
Det er tydeligt, at den offentlige vilje til at sænke CO2-udledninger og generelt bevare og forbedre miljøet omkring os er større end nogensinde. I mange lande dukker nye klimabevægelser op og i flere lande har klimademonstrationer trukket tusinder af mennesker på gaden. Men det bliver også i stigende grad tydeligt, at denne bevægelses krav kolliderer med de mest fundamentale behov for markedets udvikling – og sågar med den måde, som vi, i Vesten, organiserer vores liv på. Af denne grund bliver det stadig sværere at se hvordan de internationale institutioner – som i overvejende grad styres af disse lande – skulle have realistiske bud på hvordan vi afværger en klimakatastrofe og bevæger os imod et mere bæredygtigt samfund. Meget af den politik, der i øjeblikket udvikles på området handler da også om, hvordan vi kan forbruge os til en bedre verden, men dermed overser man netop det centrale problem i miljødebatten – at det netop er væksten i det materielle forbrug, der har bragt os i den situation vi er i dag.

Folk der argumenterer for, at klimakrisen kan overvindes indenfor det nuværende systems rammer er altså i bedste fald naive, i værste fald forsøger de med fuldt overlæg at blæse et tykt røgslør over det kapitalistiske markeds indre logikker.

Klimakrisen som argument for nyliberalismen
Efterhånden som klimakrisen ikke længere kan holdes skjult, og fremtrædende internationale politikeres melder ud om behovet for en kamp mod klimaforandringer, har regeringen valgt en anden metode. Klimaet skal bruges som argument for nedskæringer, markedsstyring og imperialisme.
Vedtagelsen af VK-regeringens skattepakke fra 2007 indebærer en stigning i de grønne afgifter over en bred kam. Det rammer ikke mindst i de offentlige institutioner, og en direkte modregning i institutionernes tilskud vil sandsynligvis blive en realitet. På den måde er ”miljøhensynet” fra VK-regeringen i virkeligheden et dække for at skære ned i den offentlige sektor. Ligeledes lægger det nye regeringsgrundlag op til en asocial skattereform, der flytter byrderne fra marginalskat på løn til generelle grønne afgifter.
Endelig har regeringen gennem sine 6 år ved magten brugt tiden på at købe CO2-kvoter, i stedet for at nedbringe Danmarks egen udledning. Udledningen er i perioden steget. De berygtede kvoteordninger, der blev indført med Kyoto-aftalen og som stadig står ved magt, har ført til at Vestens samlede miljøgæld er blevet tørret af på den 3. verden.
Netop det aspekt af klimaproblemet bliver da også overset af mange, men alt tyder på, at det bliver den 3. verden – som har mindst ansvar for den forurening der har ført dertil – vil blive hårdest ramt af klimaforandringerne. Vi er allerede begyndt at se eksempler på hvordan klimaforandringerne fører til forværring af de tropiske storme, udvidet ørkendannelse og skovdød, denne tendens vil efter alt at dømme fortsætte. Hvad mere er, så truer den fortsatte jagt på fossile brændstoffer med at destruere uerstattelige naturområder, ikke blot i Syden, men med regeringens velsignelse også på Arktis.

Udfordringer og muligheder
Meningsmålinger viser, at en stor del af befolkningen anser klimaforandringerne for dét globale problem, som er allervigtigst at gøre noget ved, og den offentlige vilje til at sænke CO2-udledninger og forbedre miljøet er større end nogensinde. I mange lande dukker nye klimabevægelser op, og i flere lande har klimademonstrationer trukket tusinder af mennesker på gaden. Det kan og skal også ske i Danmark i de kommende måneder og år.
Klimaspørgsmålet er så presserende, at mange uden tvivl i første omgang håber på løsninger inden for det nuværende systems rammer.
Men jo mere man engagerer sig i klimaspørgsmålet, desto tydeligere bliver det, at effektive tiltag ikke er mulige uden indgreb i det "frie" marked og store private selskabers magt. For eksempel er der brug for massive offentlige investeringer og for demokratisk kontrol med energisektoren og de forurenende virksomheder.
Derfor kan brede mobiliseringer for klimaet blive en afgørende mulighed for at styrke de antikapitalistiske kræfter.

Venstrefløjens ansvar
Venstrefløjen må gå forrest i kampen for bæredygtighed med krav om kollektive løsninger og krav om en solidarisk og helhedsorienteret klimapolitik.

Enhedslisten skal fastholde kravet om, at energisektoren naturligvis skal være under demokratisk politisk kontrol. Og vi skal udstille, når Anders Fogh og Angela Merkel græder krokodilletårer over den smeltende havis på Grønland, mens Helge Sander med dollartegn i øjnene fornøjer sig med neo-koloniale ambitioner om at tømme Arktis undergrund for fossile brændstoffer. Men Enhedslisten må også forholde sig til, at fattige samfund som f.eks. det grønlandske ser olie- og gasindustri som en mulig løsning på økonomisk afhængighed. Derfor skal Enhedslisten arbejde for, at grådige, forurenende stater og profitindustrier kompenserer fattigere lande som Grønland, Ecuador og Nigeria for at lade deres olie og gas blive i undergrunden, i stedet for at pumpe det op til skade for det lokale miljø og det globale klima.

Lokalt skal kampen for bæredygtig miljøpolitik føres med kollektive krav om mere og bedre offentlig trafik, økologiske madordninger i offentlige institutioner osv. – ikke med individuelle påbud til den enkelte forbruger om at købe sig til et bedre klima i supermarkedet.
Den bevidsthed, som også de borgerlige mainstreammedier har været med til at opbygge omkring omfanget af de globale miljøproblemer, og de mange ad-hoc bevægelser, der er opstået omkring lokale miljøproblemer, kan bruges til at skabe basis for radikale krav om demokratisk kontrol med forurenende virksomheder, krav om nye kollektive trafikløsninger samt en klimapolitik, der er solidarisk med lande, der kæmper for at nå op på en vestlig levestandard.

Venstrefløjen må gå forrest i kampen for bæredygtighed med krav om kollektive frem for individuelle løsninger og krav om en solidarisk og helhedsorienteret klimapolitik.

Konkret skal vi arbejde for at orientere Enhedslistens klimapolitik omkring:

afsløring af klimakrisen som dække for en nyliberal politik
demokratisering frem for liberalisering af energisektoren
afvikling af kvoteordningen, der ikke løser klimaproblemer globalt, men tillader rige stater og virksomheder at betale sig fra sit ansvar
De grønne afgifter skal omlægges, så et lavt forbrug slet ikke beskattes, mens et højt forbrug beskattes hårdt.
udbygning af den kollektive trafik og samtidig afvikling af individuelle forurenende transportløsninger
de midler, der i dag er afsat til at forske i udvinding af fossile brændstoffer skal omdirigeres til forskning i vedvarende energi
omlægning til vedvarende energi og udvidelse af arealer med skov og regnskov
stop for åbning af nye depoter med fossile brændstoffer og afvikling af udvindingen på den eksisterende kompensation til de fattige lande, som er afhængige af indtægter fra salg af f.eks. olie og gas
økologiske indkøbsordninger i alle offentlige institutioner
omlægning af fødevareproduktion til økologisk landbrug, samt mere bæredygtig ernæring med mere grønt og mindre kød
afvikling af EU’s landbrugsstøtte, der fører til ophobning af fødevarer i vesten og ødelægger grundlaget for levedygtigt landbrug i fattige lande.

For at mobilisere bred folkelig støtte til en radikal klimapolitik er det vigtigt, at grønne afgifter er progressive, og at indgreb over for klimaskadeligt forbrug ledsages af reelle alternativer, f.eks. når det gælder busser og tog i stedet for biler og fly.

Klimatopmødet i Danmark 2009
Danmark skal være vært for et internationalt klimatopmøde i december 2009, og den borgerlige regering er allerede i fuld gang med hykleriske prestige projekter, der skal give indtryk af en grøn samvittighed.
Danmark er målt per indbygger et af verdens mest CO2-forurenende lande. Det må høre op, for bevarelsen af livsbetingelserne på jorden kræver en verdensomspændende indsats, hvor de største forurenere må gå forrest. Men også fordi det spiller en afgørende rolle i de internationale klimaforhandlinger, om nogen viser, at de vil og kan.
Med klimatopmøde i København kan det pludselig få en global betydning, hvad et lille land gør for at begrænse sine udslip.
Men hvad er det, VK vil vise frem ved denne afgørende forhandling?
Regeringen har været en klimapolitisk skandale de første seks år, og dens ageren viser fortsat, at kravet om øget vækst har forrang frem for sikring af en beboelig klode. Vindkraftudbygningen er blevet bremset, mens bil- og flytrafik er blevet fremmet. I 2006 steg CO2-udslippet ligefrem. Regeringen lægger an til, at Danmark i vidt omfang opfylder Kyoto-målene for 2012 ved at købe CO2-kvoter i andre lande i stedet for at nedbringe Danmarks egen udledning.
Det dårlige eksempel, som regeringen dermed har lagt an til, risikerer at bidrage til en fiasko for klimaforhandlingerne i København: Skulle fodslæbende sværvægtere som USA og Kina lade sig overbevise om skrappe CO2-mål i København, hvis ikke engang værtslandet går foran med ægte og vidtgående reduktioner?
Derfor må enhver anledning benyttes for at kræve VK-regeringen og dens politik skiftet ud. Hvis Danmark skal blive et godt eksempel i 2009 og fremover, må vi have en ny regering, der sætter alt ind på at minimere vores energiforbrug, fremme de mest klimavenlige transportformer og erstatte de fossile brændsler med vedvarende energi.

Folkelig mobilisering
Klimatopmødet i København er en oplagt anledning til at opbygge en bred bevægelse for reelle indgreb mod drivhusgasser i stedet for de borgerliges hykleriske lappeløsninger. Men det kræver, at Enhedslisten og SUF tager politisk og organisatorisk ansvar for at udvikle bevægelsen.
Hvis der skal skabes maksimal styrke og dynamik bag kravene om en økologisk omlægning, må vi sætte ind med organisering og aktiviteter på flere niveauer:

Forslag og diskussioner i fagforeninger, elev- og studenterorganisationer osv.
Nye græsrodsbevægelser på klimaspørgsmålet.
Initiativer på specifikke spørgsmål, som f.eks. nye motorveje og motorvejsbroer.
Brede demonstrationer.
En klima-koordinering af miljøorganisationer, partier, ungdomsorganisationer, fagforeninger, uddannelsessøgendes organisationer m.m.
Klima-forslag i Folketinget og kommunerne.

Et massivt folkeligt pres vil være nødvendigt for at gennemtvinge internationale klimaaftaler, der er tilstrækkelig vidtgående og omfattende.
På alle niveauer må klimaindsatsen bygge på:

Målet om at reducere drivhusgasudledningerne så meget og så hurtigt, at vi undgår 2 graders global opvarmning i forhold til før industrialiseringen.
Princippet om alles lige (lille) ret til at belaste klimaet
Midler, som mest effektivt beskytter klimaet uden sociale og økologiske skadevirkninger, først og fremmest omlægning til vedvarende energi og reduktion af energiforbrug og -spild.

4. To EU-kampagner: For en folkeafstemning og for et Nej

For en folkeafstemning
Da EU-grundloven i 2005 blev af vist af de franske og hollandske befolkninger, blev det nyliberale EU-projekt sendt til tælling. Imidlertid har hverken regeringerne, bureaukratiet i Bruxelles eller storkapitalens lobbyorganisationer opgivet drømmen om et nyliberalt EU. Derfor har man nu lanceret EU-forfatningen light, der har omkring 95 % samme indhold, som den forfatning, der blev stemt ned i 2005.
Ganske vist har Sarkozy i den nye traktat fået strøget de åbenlyse nyliberale målsætninger om prisstabilitet og konkurrenceevne nogle steder i teksten. Men de nyliberale visioner er intakte.
Men denne gang vil de europæiske regeringsledere ikke lade sig stoppe af folkelige modvilje. Derfor forsøger de nu febrilsk at undgå folkeafstemninger om den nye traktat. Uanset om traktaten juridisk set indebærer suverænitetsafgivelse eller ej, har den så drastiske konsekvenser for befolkningen, at det er et elementært demokratisk krav, at den bliver sat til folkeafstemning.
Derudover er en folkeafstemning den bedste mulighed for, at vi kan afsløre traktaten – og dermed hele EU-konstruktionen – som det kapitalistiske og i øjeblikket nyliberalistiske redskab, den er – og tildele denne politik og dermed systemet et nyt nederlag.

Det er derfor en af de vigtigste opgaver for socialister i den kommende periode at sikre, at EU-traktaten kommer til folkeafstemning. Det er ikke en umulig opgave, fordi vi ikke står alene med dette krav. Andre EU-modstandere støtter det. EU-tilhængere i arbejderbevægelsen (hele SF og dele af SD) støtter det – samt en mindre del af de borgerlige EU-tilhængere (Ny Alliance).
Den bedste mulighed for at opnå en folkeafstemning er ved at mobilisere på et rent demokratisk grundlag: Det er befolkningens demokratiske ret at få mulighed for at stemme om så vidtgående en ændring af det politiske system, suppleret med argumentet om, at regeringens uvilje mod folkeafstemninger viser, at de ikke har tillid til deres projekt. Det rammer både kernen i problemet og skaber den bredest mulige opbakning.
Parallelt kan Enhedslisten og andre socialister naturligvis argumentere mod traktaten ud fra dens indhold, men det vil stå i baggrunden, indtil folkeafstemningen er en kendsgerning, og vi skal gennemføre en Nej-kampagne.

Vi vil arbejde for, at SUF og Enhedslisten bidrager til kampagnen for at få en folkeafstemning ved at støtte underskriftsindsamlinger og demonstrationer. Det er en opgave, som fortsætter, også efter, at regeringen eventuelt har erklæret, at der ikke kommer en folkeafstemning.

For et Nej
I det øjeblik at vi får en folkeafstemning skifter opgaven karakter og bliver stærkt politiseret. Som de franske og hollandske folkeafstemninger viste, vil et Nej til traktaten reelt være en sejr i kampen mod nyliberalismen.
For at opnå et Nej-flertal er det nødvendigt, at alle, der er kritiske, stemmer nej – uanset politisk holdning og uanset motivation for Nej. Mange på venstrefløjen, herunder også mange i Enhedslisten, drager den konklusion, at vi bedst opnår et nej ved at etablere en fælles kampagne for alle traktatmodstandere.
Intet kunne være mere forkert. En kampagne for alle traktatmodstandere må nødvendigvis indskrænke sig til de argumenter, alle kan blive enige om. Det kan blive svært overhovedet at finde noget at være enige om, bortset fra en forholdsvis abstrakt modstand mod centralisering og for, at Danmark ikke påtvinges beslutninger fra EU.
De demokratiske argumenter er væsentlige, også for venstrefløjen. Men disse alene overbeviser ikke nødvendigvis folk, der er globalt orienterede og socialt og miljømæssigt bevidste. Her er et enormt potentiale for Nej-stemmer fra folk, der normalt stemmer på EU-partierne SF og Socialdemokraterne. Dem er det især Enhedslistens og SUF’s opgave at vinde for et Nej, men også Folkebevægelsen kan blive et aktiv i dette arbejde, hvis de vælger denne kurs.
Men vi kan ikke vinde denne gruppe for et Nej, med mindre vi giver dem reelle argumenter, nemlig at traktaten vil gøre EU endnu mere nyliberalistisk, asocial, miljøskadelig og stormagts-imperialistisk. Sådan en kampagne kan Enhedslisten og SUF (og forhåbentlig Folkebevægelsen) køre, men ikke, hvis vi skal gøre det sammen borgerlige og højrenationalistiske traktatmodstandere.
Derfor vil vi arbejde for, at Enhedslisten, SUF og Folkebevægelsen fører en kampagne omkring især disse temaer.

Privatisering og deregulering – EU-traktaten har stadig sin socialt uansvarlige, dvs. nyliberale side. Det betyder på den ene side privatisering eller liberaliseringer af forskellige offentlige sektorer – senest af postvæsenet i EU og tidligere energiområdet. Dertil kommer deregulering af statslige kontrolforanstaltninger – bl.a. ift. multinationale selskaber, direkte investeringer mv., der underminerer lønarbejdernes kollektive rettigheder og vilkår.
Miljø/klima – er stadig mere end utrolig underprioriteret. Udviklingen af varernes fri bevægelighed forvaltes stadig som udvidelse af vejnettet, der fremmer bil– og lastbiltrafikken. De mere bæredygtige kollektive trafikformer er ikke en del af det indre markeds udfoldelse. Der er ingen åbne intentioner om i større grad at modvirke klimakatastrofen.
Militarisering og oprustning – EU-traktaten kræver forøgelse af medlemslandenes militære kapacitet. På sigt vil opbygningen af en virkelig selvstændig imperialistisk superstat muliggøres med denne del af traktaten.
Retssikkerhed – Retssikkerheden trues med prioriteringen af EU’s terrorlister. Terrorbekæmpelsen truer på afgørende måde muligheden for solidaritetsarbejde, som fx i den nuværende sag mod ”Lovers & Fighters”, og underminerer demokratiske borgerrettigheder.

5. Velfærd kontra nyliberalisme

Regeringens dobbeltstrategi
Regeringen har siden sin tiltræden i 2001 ført en konsekvent dobbeltstrategi. På den ene side giver regeringen store engangsbeløb til velfærdstiltag, når befolkningens protester bliver for højlydte. På den anden side fører regeringen en nyliberal klassepolitik, hvor omfordeling til de rigeste gennem skattestoppet, markedsgørelse og deregulering af den offentlige sektor er de centrale elementer i strategien.
Centralt i denne strategi står udliciteringen af de offentlige velfærdsopgaver. Hos regionerne er sygehusene regeringens næste store projekt. Implementeringen af statsfinansieret kapitalisme gennem pengene-følger-borgeren, hvor folk kan tage statens penge med over i finansieringen af private behandlinger, underminerer hele behandlingssystemet.
Uddannelsessektoren har også været gennem maskinen. Gymnasierne er kraftigt forandret mod stadig mere marked bl.a. med overgangen til selveje. Nu står universiteterne for tur, hvor regeringen vil afskaffe den fri uafhængige forskning og indføre eliteuddannelser. I forvejen har man allerede indført en ledelsesstruktur, der gør op med den professionelle selvregulering og i stedet har importeret erhvervslivets topfolk, der nu udgør et flertal i universitetsbestyrelserne.

Samtidig har Strukturreformen banet vejen for, at regeringen kan øge presset på kommunernes udlicitering af opgaverne, og kvalitetsreformen muliggør nu indenrigsministerens direkte intervention i kommunernes udbudsregler.
Regeringen vil ved lov tvinge kommunerne til at sætte 25% af deres opgaver i licitation.
Samtidig vil regeringen ændre den kommunale styringslov, så Karen Jespersen kan fastsætte reglerne for beregningen af det offentliges kontrolbud – dvs. kommunens eget bud på den konkurrenceudsatte opgave. I praksis betyder det, at det offentlige mister muligheden for at være konkurrencedygtige på de udliciteringsopgaver, som sættes ud. Under alle omstændigheder er de 25% et mål for opgaver der skal udliciteres, ikke for hvor meget der skal udbydes. Det kan betyde at hvis kommunen vinder en licitation, vil den være forpligtet til at udbyde en anden opgave.
Regeringen vil altså tvinge kommunerne til at udlicitere mere. Baggrunden er, at kommunerne af sig selv simpelthen ikke udliciterer nok – derfor må det kommunale selvstyre brydes.

Internt i det offentlige system indføres stadig mere kontrol og overvågning, der skaber et nyt bureaukrati. De ansatte skal løbe stadig hurtigere, og servicen forringes i takt med undermineringen af arbejdsvilkårene. De offentligt ansattes løn er nu så underudviklet, at Finansministeren må skjule det med forkerte tal. Specielt de kommunalt ansatte med kortest uddannelse er hårdt ramt.

Velfærd som murbrækker
Imidlertid er konsekvenserne af regeringens dobbeltstrategi, hvor den maskerer sin langsigtede, snigende liberaliseringspolitik med engangsfinansierede velfærdstiltag, blevet langt mere synlige for den danske befolkning. Ikke mindst i lyset af de seneste udspil med 2015-planen og Kvalitetsreformen, hvor skattelettelser favoriserer de rige, samtidig med at forringelserne står i kø for at vælte regionernes og kommunernes økonomi og velfærdsservice.
Når kommunerne ikke har udliciteret mere end tilfældet er, så skyldes det ikke mindst, at befolkningen reagerer mod den nyliberale kerne i den borgerlige regeringens politik. Befolkningen vil have mere og bedre velfærd. På den baggrund opgiver befolkningen gerne marginale skattelettelser.

Velfærdsprotesterne 17. maj i 2006 var et udtryk for at befolkningen vender sig mod regeringens politik. Det samme er Sosu-assistenternes omfattende strejker i foråret/sommeren 2007. De københavnske forældreblokader af daginstitutionerne i efteråret 2007 vidner ligeledes om tendensen i befolkningen – der skal flere penge til velfærd. Derfor var det også både en taktisk og politisk fejl at fagbevægelsen valgte at underskrive resultatet af trepartsforhandlingerne. Det gav Fogh et godt kort på hånden, som han benyttede ved flere lejligheder i valgkampen. Dertil kommer at OK-08 tegner til at blive en smagsprøve på styrkeforholdet i klassekampen, idet flere fagforbund er klar til at stille krav om en markant rammeudvidelse, og en del fagforeninger har brugt efterårets generalforsamlinger til at diskutere storstrejke med medlemmerne.

Antallet af deltagere i demonstrationerne d. 2. oktober i år holdt samme niveau som året før. Når man tager i betragtning, at der ikke var en konkret lov, et indgreb, en nedskæring eller en plan at demonstrere imod, er det i sig selv en succes, at så mange kunne mobiliseres.
Sidste år konkluderede vi, at velfærdsbevægelsens demonstrationer mobiliserede store dele af arbejderklassen, men ikke som klasse, ikke kollektivt. Deltagerne kom stort set som individer, ikke sammen med kolleger eller med deres fagforening. I år var der et lille fremskridt på dette område, fordi rigtig mange identificerede sig som FOA og 3F-medlemmer, og en del kom også gruppevis, ikke mindst SoSu-assistenterne. Men demonstrationerne var stadig ikke forberedt gennem arbejdsplads- og fagforeningsmøder, der var stadig ingen selvstændig tillidsmandsorganisering, og der var ingen muligheder for, at deltagerne kunne gøre status kollektivt efter demonstrationerne.
Samlet set tjente 2. oktober demonstrationerne det meget væsentlige formål at holde velfærdsbevægelsen i live og forberede de offentliges overenskomstkamp i 2008.
Vi kan også forvente spontane protester i kommunerne, når budgetbesparelserne føres ud i livet i løbet af 2008. Regeringens valgløfte om, at den ikke vil gribe ind over for de kommuner, der har brudt kommuneaftalen, kan fungere som en opmuntring for de grupper, der vil bekæmpe nedskæringer i de kommuner, som overholdt de statsligt dikterede økonomiske rammer.

Studenterbevægelsen
Unge er ofte hurtigst til at komme på gaden, og ungdommens organisationer kan og skal derfor være blandt de drivende kræfter i velfærdsbevægelsen. Studenterbevægelsen har gennem de sidste 10 år udviklet sig en progressiv retning, og har flere års erfaringer med aktivistisk kamp fra STOP NU over Bevar Gruppeeksamen til 17. maj i frisk erindring.
De institutionaliserede bureaukrater i studenterbevægelsen er dels under pres nedefra og dels ved at blive skiftet ud med nye generationer, der har mere konkret kamperfaring. Det betyder ikke, at studenterorganisationerne af sig selv vil sikre forankring blandt almindelige studerende og gå på gaden, når det er nødvendigt – det kræver kontinuerligt benarbejde fra Enhedslisten og SUFs aktivister.

Organisationer som Erhvervsskolernes Elevorganisation, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og Danske Studerendes Fællesråd samt Sygeplejerske- og pædagogstuderende mobiliserede bredt til velfærdsdemonstrationerne 17. maj.
2. oktober gik de igen på gaden, og DGS organiserede flere gymnasiebesættelser op til Folketingets åbning. Demonstrationerne 2. oktober blev brugt til at samle og styrke elev- og studenterbevægelsen gennem ikke mindst en række for-demonstrationer, hvor studenterbevægelsen viste sig som en selvstændig og stærk del af den samlede velfærdsbevægelse. For DSF blev 2. oktober brugt til en samling og venstredrejning, hvor placeringen af studenterpolitikken som en integreret del af velfærdsbevægelsen blev cementeret. Et element i cementeringen betyder, at det ikke længere er en diskussion, om man samarbejder med arbejderbevægelsen, men snarere på hvilken måde.
Processen omkring 2. oktober var på den måde med til at radikalisere bevægelsen og tiltrække nye aktive. Samlet set står studenterbevægelsen nu stærkt på en velfærdsdagsorden, og slaget om bevægelsens overordnede udviklingsretning er vundet.

Også internationalt er der røre blandt studerende, og i oktober blev det tredje European Student Social Forum afholdt i Athen under parolerne fra den såkaldte Bakaiku Deklaration, der går imod kommercialiseringen af uddannelsessystemet og arbejder for et demokratisk organiseret, internationalt orienteret, uafhængigt uddannelsessystem med lige adgang for alle.
Danmark har endnu ikke været direkte involveret i initiativet. Enhedslisten og SUF skal arbejde for at danske studerende bliver involveret i mobiliseringen og politikudviklingen omkring European Student Social Forum, fordi mange af de forringelser, vi ser i det danske uddannelsessystem, kan spores direkte tilbage til EU strategier og direktiver. Derfor er det nødvendigt at organisere kampen for et bedre uddannelsessystem på tværs af nationale grænser, og der kan Enhedslisten og SUF spille en vigtig rolle.

Modstanden og vores opgaver
Udviklingen af en egentlig bredt forankret modstand mod regeringen overordnede politik tegner sig derfor i den kommende periode. Det er en modstand, der ideologisk set har udgangspunkt i en politisk modstilling af ”Offentlig vs. Privat” – af velfærd overfor marked. Den politiske situation har skabt grobunden for en skærpet kamp mod regeringen, der kan føre til dens fald. Der er åbninger i velfærdskampen, som kan blive afgørende for et større folkeligt pres for at afsætte regeringen.
De store demonstrationer 2. oktober viste bevægelsens fortsatte styrke. Udfordringen for venstrefløjen går derfor gennem arbejdet med at udvikle og radikalisere denne velfærdsbevægelse.

Regeringens liberaliseringsstrategi fokuserer meget klart på kommunerne og regionerne. Det er derfor lokalt i kommunerne og regionerne, at kampen mod regeringen først og fremmest kommer til at foregå. Vi skal i den kommende periode derfor arbejde for at SUF og Enhedslisten prioriterer velfærdskampen og arbejder for en udvikling og radikalisering af velfærdsbevægelsen med udgangspunkt i lokale aktiviteter:

samlet og koordineret at gå ind i velfærdsbevægelsen – netværk blandt medlemmer indenfor samme sektor og/eller fagforening er første skridt.
deltage i opbygningen af selvorganiserede aktionsgrupper på arbejdspladser, på institutioner og på uddannelsessteder
aktivt at tage ansvar for den demokratiske organisering af bevægelsen – opgør med bureaukrati og korridoraftaler
arbejde for, at fagbevægelsen bliver en aktiv del af kampen for velfærd og modvirke, at socialdemokraterne tager luften ud af bevægelsen som ved 17. maj demonstrationerne 2006
tage initiativ til aktioner – og mobilisere til fremtidige demonstrationer
bruge poster i kommunalbestyrelser til at fremme det kommunale oprør mod regeringen
fremføre radikaliserende krav, som fx regeringens afgang
modvirke at socialdemokraterne dræber bevægelsen som ved 17. maj demonstrationerne 2006
erklære åben støtte til bevægelserne fra Folketinget
arbejde for, at bevægelsen i Danmark opbygger politiske og organisatoriske koblinger til lignende bevægelser i andre lande, og at den danske venstrefløj koordinerer kampe og udveksler erfaringer internationalt.

forsæt på side 2