Print  

For et socialt, solidarisk og internationalistisk Nej

Vedtaget på SAP’s 17. kongres den 26.-27. august 2000.

Den 28. september skal vi tage stilling til endnu et skridt i opbygningen af en ny Vesteuropæisk supermagt. Der har allerede været mange etaper på ruten. Først blev EF startet i 1958, så blev Danmark tilsluttet efter folkeafstemningen i 1972. Efter afstemningen i 1986 var vi med i Det Indre Marked fra starten. I 1992 kom Unionen, og Danmark kom med efter omkampen i 1993. Amsterdam-traktaten blev indgået med Danmark i første runde efter Ja’et i 1998. ØMU’ens tredje fase trådte i kraft med Euroens indførelse i 1999, og nu får Danmark "chancen" for at komme med.

Hver eneste gang er processen gået et lille skridt videre i opbygningen af en ny type europæisk statsmagt, der skal styrke den europæiske kapital over for arbejderbefolkningen i Europa, over for de fattige lande i Den Tredje Verden og i konkurrencen med USA og Japan om at verdensmarkedet.

Med dannelsen af ØMU’en får de europæiske herskende klasser et nyt stærkt redskab til at gennemtrumfe nyliberal økonomisk politik på bekostning af beskæftigelse, realløn og leveforhold i det hele taget.

Fordi ØMU’en er så stærk en økonomisk blok, har det allerede uden dansk tilslutning haft betydning for Danmark. Danske regeringer står med valget mellem at følge i hælene på Den Europæiske Centralbank eller at bryde med den kapitalistiske logik i den økonomiske politik, og der ved vi, at både en ren borgerlig og en borgerlig socialdemokratisk regering vælger det første.

Hvis Danmark tilslutter sig ØMU’en, vil vi miste endnu nogle elementer af selvstændige handlemuligheder. Herefter vil Centralbanken få ret til direkte at afstraffe os, hvis vi bryder med den nyliberale politik – f.eks. for i stedet at bekæmpe arbejdsløshed.

Men mere afgørende er det, at Danmark ved at tilslutte sig giver vores lille bidrag til en yderligere styrkelse af Unionsprocessen. Og meget tyder på, at netop dette skridt risikerer at få en særlig betydning. Hvis Danmark opgiver sin egen valuta, vil vi være så integreret en del af Unionsprojektet, at det vil være uhyre omkostningsfyldt at komme ud igen – når man ser bort fra en egentlig opløsning af EU.

Siden folkeafstemningen blev udskrevet har Ja-siden været presset af meningsmålinger, hvor Ja og Nej står meget lige med en tendens i retning af et Nej.

Det har givet et lidt panisk præg over deres kampagner. Ikke desto mindre er der nogle afgørende spørgsmål, som vi som socialistiske EU-modstandere må svare på.

Kan Danmark klare sig økonomisk uden for ØMU’en? Vil vi miste eksport, arbejdspladser og indtægter?

Selv om de fik en kniv i ryggen fra deres egne Økonomiske Vismænd, har Ja-fløjen ikke opgivet trusselspolitikken.

På trods af intet tyder på økonomisk ruin, hvis vi holder Danmark uden for ØMU’en, kan det ikke udelukkes, at spekulanterne sælger dansk valuta og værdipapirer efter et Nej. Til en hvis grænse kan man også frygte, at regeringen og de andre Ja-partier vil bidrage til kapitalflugten som straf og pression for at få Ja ved en ny afstemning.

I det hele taget vil det være uklogt at hævde, at Danmark vil klare sig strålende, blot fordi vi står uden for euro-zonen. Vi vil fortsat være underkastet det Indre Marked med frie kapitalbevægelser, social dumping og skattekonkurrence, såvel som EU's koordinering af den økonomiske politik og endda ØMU’ens monetaristiske krav. I stedet må vi bruge et Nej som et springbræt for på flere områder at bryde med den kapitalistiske logik i den økonomiske politik.

Vil et Nej betyde yderligere fremgang for Dansk Folkepartis reaktionære og racistiske politik?

At andre politiske kræfter også er imod ØMU’en, kan aldrig være en grund til, at vi ser bort fra vores analyse af EU og ØMU og opgiver vores egne holdninger.

Tværtimod vil Pia Kjærsgaard og hendes følgesvende få frit spil og blive faretruende styrket, hvis vi overlader banen til dem og lader de reaktionære få monopol på EU-modstanden, som tendensen er i visse andre europæiske lande.

Netop ved at vi som socialister går klart og tydeligt ind i Nej-kampagnen med vores argumenter, kan vi på én og samme tid skaffe flere Nej-stemmer, styrke sociale og solidariske holdninger og bekæmpe højre-nationalistiske og fremmedfjendske tendenser.

Men internationalt samarbejde er nødvendigt? Uden en fælles europæisk statsmagt kan vi ikke tæmme de rå markedskræfter, siger ØMU-tilhængere med baggrund i arbejderbevægelsen og venstrefløjen.

Disse "progressive" EU- og ØMU-tilhængere har skabt sig et fantasi-EU og en ønske-ØMU, som intet har med virkelighedens at gøre.

Hvert nyt skridt og hver ny traktat i EF og EU er blevet udtænkt i de store private koncerners internationale lobbyorganisationer, som f.eks. European Round Table, der ofte også har skrevet kladden. Og der har sjældent været langt fra kladde til endeligt dokument.

At hævde at disse traktater og institutioner, fostret i storkapitalens direktionslokaler, kan være redskaber for at hæmme kapitalens frie hærgen, er det samme som at vælge græsslåmaskinen, når man skal så nyt græs, eller tage hækkesaksen ned fra hylden, når man skal plante buske.

Internationalt samarbejde er nødvendigt, men ikke hvilket som helst internationalt samarbejde.

Hvad der er behov for, er arbejderklassens og de undertryktes egen internationalisme på mange niveauer:

- som når aktivister i mange lande demonstrerer foran deres lokale Aldi-butik til støtte for strejkende Aldi-arbejdere i Dublin, der er blevet fyret for at være medlem af en fagforening.

- som når Renault-arbejdere i mange lande strejker mod lukning af Renault-fabrikken i Belgien.

- som når arbejdsløse, arbejdere, miljøforkæmpere og anti-racister fra hele Europa demonstrerer mod den grundlæggende usolidariske og asociale dagsorden i EU ved EU-topmøderne.

- som når socialister i hele Europa eller i hele verden organiserer sig for sammen at analysere udviklingen, koordinere aktiviteterne og udvikle en vej frem i kampen mod kapitalisme og for socialisme.

Men dette internationale samarbejde vil være i en uløselig modsætning til og konfrontation med kapitalens internationale koordinering og de pro-kapitalistiske regeringers internationale samarbejde i f.eks. EU.

Der er derfor kun én vej frem for socialister den næste måned: Fuld speed frem for kampagnen for et socialt, solidarisk og internationalistisk Nej til Unionen. Med en vellykket kampagne, dvs. med et Nej-flertal den 28. september vil vi opnå flere ting:

1) Lidt flere frihedsgrader for den økonomiske politik. Det vil sige et lidt bedre grundlag for at kræve, at regeringen skifter kurs til fordel for en social og solidarisk politik, fordi politikerne ikke i samme grad vil kunne bruge ØMU’en som undskyldning for en nyliberal kurs.

2) Et nederlag for ØMU’en og dermed for hele Unionsprocessen. Selv inkarnerede ØMU-tilhængere både i politiker- og børs-kredse – uden for Danmark – har erkendt, at et dansk Nej, der bidrager til og følges af et svensk og britisk Nej, vil skabe problemer for den fælles valuta og den monetaristiske politik og udviklingen hen imod en vesteuropæisk kapitalistisk statsmagt.

Et nej fra Danmark kan bruges til at inspirere andre kræfter i resten af Europa til at sige fra over for det nyliberalistiske unionsprojekt, der er under opbygning og f.eks. kræve folkeafstemninger om Nice-traktaten.

Men det kræver, at vi ikke hviler på laurbærrene efter et Nej. Det må føres videre i en kampagne mod forsøgene på at styrke kommissionen, begrænse vetoretten og indføre flere flertalsafgørelser i Nice og for fælleseuropæiske aktioner mod ØMU-politikken, der ikke ændres, blot fordi Danmark holder sig uden for Euroland.

3) Med et Nej vil vi i bredere betydning give under-Danmark en sejr over eliten, der – i Folketinget, i pressen og i ekspertkredse – har været næsten enstemmige for dansk tilslutning. Netop derfor vil et Nej være en opmuntring til alle kræfter, der på den ene eller anden måde kæmper mod magtens Danmark: Vi kan sige fra.