Modtag SAPs ugekommentar

På vej mod en ny internationalisme

Vedtaget på SAP’s 17. ordinære kongres, 26.-27. august 2000.

WTO-topmødet i Seattle 1999 skulle have været et stort spring fremad i den internationale kapitals forsøg på at kunne handle og investere over hele kloden uden snærende bånd. Ikke alene mislykkedes dette, Seattle 1999 blev også et foreløbigt højdepunkt og dermed et symbol på den nye internationalt koordinerede bevægelse mod resultaterne af kapitalens uhæmmede hærgen over hele kloden.

Seattle 1999 demonstrerede, at uanset hvilke nye former kapitalismen antager, skaber den altid samtidig den modstand, som kan blive dens banemand.

Imperialismen i ny forklædning

Under betegnelsen globalisering har kapitalismen sat yderligere fart i nogle udviklingstræk, som har været en del af produktionsmåden siden begyndelsen af det 20. århundrede.

Handel og investeringer på tværs af landegrænser er blevet mere og mere omfattende, herunder også en omfattende finansspekulation. Med sig har det ført til yderligere monopolisering og større og større magt til multinationale mastodont-selskaber, hvis værdi og omsætning lang overstiger de fleste nationalstaters.

Både økonomisk og politisk koncentreres magten omkring tre poler: EU, Nordamerika og Japan, der på én gang hver for sig styrker sig i konkurrencen med de andre poler og samtidig samarbejder for at fastholde magten over resten af kloden.

Denne internationalisering og monopolisering er en iboende tendens i kapitalismen, men den er samtidig et resultat af en bevidst strategi fra de internationale borgerskabers side. Globalisering i den nyliberalistiske form, vi oplever den, er altså ikke en uundgåelig naturlov, men konsekvensen af det overtag, kapitalen og dens politiske repræsentanter har haft i klassekampen de sidste 15-20 år.

Som et nyt markant træk i strategien hos de dominerende dele af kapitalen oplever vi, at man i højere og højere grad satser på internationale organisationer og institutioner, som har et dobbeltformål: dels at fjerne forhindringerne for liberaliseringen især fra nationalstaternes side, dels at opstille et sæt spilleregler og etablere en domstol for den internationale handel og investering.

Ideologisk forsøger den internationale kapitals repræsentanter at beskrive den nyliberalistiske globalisering som vejen til en bedre verden for alle, men virkeligheden er:

at fattigdommen og den sociale opløsning er vokset i store dele af verden de sidste 10-15 år.
at de sociale uligheder bliver større og større, både mellem landene og inden for landenes grænser.
at demokratiske muligheder og rettigheder indsnævres, og at magten fordeles stadig mere ulige.
at befolkningernes sundhed og grundlaget for menneskets overlevelse på kloden undergraves af overforbrug af ressourcer, forurening og kemiske og bioteknologiske indgreb i naturen.

En bevægelse under udvikling

Omfanget af de problemer, som opstår i kølvandet på den nyliberalistiske globalisering, er nu så stort, at den ideologiske fernis krakelerer: ikke alene reagerer større og mindre dele af befolkningerne rundt omkring i verden mod enkelte symptomer og udslag af kapitalismen, der er også ved at udvikle sig en internationalt koordineret bevægelse, der vender sig mod globaliseringen, dens institutioner og dens konsekvenser.

Demonstrationerne i Seattle er den hidtil mest omfattende og effektfulde manifestation af denne bevægelse, men de falder i forlængelse af demonstrationer tidligere mod EU i Amsterdam og Køln og mod WTO, IMF og Verdensbanken i bl.a. Geneve. Efter Seattle har der været betydelige demonstrationer på samme politiske grundlag i Indien, Bangkok, Washington, Davos og Millau, og nye demonstrationer er planlagt i Prag og Paris.

Udgangspunktet for denne nye anti-globaliseringsbevægelse er en stribe organisationer og bevægelser rundt omkring i verden på bl.a. disse temaer: underbetalt og superudnyttet arbejdskraft på virksomheder især i Den Tredje Verden, inklusiv børnearbejde, genmanipulerede planter og biotek-industrien, udryddelse af dyre- og plantearter, social dumping og udflytning af arbejdspladser, privatisering og nedbrydning af den offentlige sektor, det kemisk-industrialiserede landbrug og anden forurening, Den Tredje Verdens gældsbyrde, den internationale finansspekulation, afdemokratiseringen som følge af større magt til internationale organisationer, globaliseringens ensliggørelse af kulturelle særpræg, oprindelige folks overlevelse og meget andet.

Men det kvalitativt nye, der er sket inden for de sidste par år, er, at en række af disse bevægelser ikke alene støtter hinanden og hinandens sager, men også udpeger fælles årsager til de enkelte problemer, og på det grundlag ser mulighederne for en fælles kamp.

Når dette kan lade sig gøre, hænger det direkte sammen med udviklingen af regionale og internationale organisationer, som har alle de enkelte bevægelsers emner på dagsorden, og som ledes og administreres ud fra en samlet fælles strategi og ideologi: den nyliberalistiske globalisering.

Politisk er denne anti-globaliserings-bevægelse er – ikke uden undtagelser – defineret af disse synspunkter:

afvisning og kritik af det frie marked – især det frie verdensmarked - som regulator af handel, investeringer, miljø og arbejdspladser.
afvisning og kritik af de store multinationale kapitalistiske virksomheders indtjening, rigdom og magt.
afvisning og kritik af de regeringer, der ses som forsvarere og talsmænd for de store kapitalistiske virksomheder
afvisning og kritik af de internationale organisationer, der er dannet for at fremme og regulere det globale verdensmarked, især WTO, IMF og Verdensbanken, men også regionale organisationer og aftaler som EU og NAFTA.
forsvar for demokratisk indflydelse, faglige og sociale rettigheder, økonomisk og social lighed, bæredygtigt og biotekfrit miljø, biodiversitet og udvikling og økonomisk ligestilling af de udbyttede og undertrykte lande i Den Tredje Verden.

Man kan sige, at bevægelsen i sin hovedtendens er udviklet så langt politisk, den kan, uden at være erklæret anti-kapitalistisk.

Organisatorisk er der ikke tale om en organiseret bevægelse, men snarere en række begivenheder, konferencer og demonstrationer, hvor de samme spørgsmål, de samme krav, de samme organisationer og personer er til stede. Samtidig er de første skridt til forsøg på egentlig organisatorisk koordinering begyndt, uden at ét bestemt forum i dag kan siges at samle bevægelsen.

Politiske partier spiller en meget tilbagestående rolle. Internettet spiller en afgørende rolle, både for udveksling af information og for politisk debat.

Bevægelsen har også sine svagheder, der især udspringer af bredden og af manglende erfaringer som samlet bevægelse.

Store dele af bevægelsen har illusioner om at kunne opnå en retfærdig international verdenshandel, et bæredygtigt samfund og social retfærdighed alene ved at regulere markedet, demokratisere kapitalismen og fordele værdierne bedre. Delvist overlappende har store dele af bevægelsen forventninger til, at der kan opnåes resultater ved at indgå dialog med kapitalistiske regeringer og ledelserne i de store virksomheder, og nogle af de samme satser på at reformere internationale institutioner som WTO.

Et særligt problem er de dele af bevægelsen, som placerer sig tæt på nationalistiske og protektionistiske argumenter, hvis formål er at sikre "vores jobs".

Omvendt er der grupper, som identificerer folkenes interesser i Den Tredje Verden med de til enhver tid siddende regeringer i de undertrykte lande, selv om disse regeringer i virkeligheden ofte repræsenterer en lokal overklasse, der er tæt forbundet med multinationale selskaber.

I nogle lande præger såkaldt autonome grupper bevægelsen. Disse grupper er ofte fokuseret på opsigtsvækkende, "militante" og elitære aktioner, som ikke kan bidrage til at udvikle en massebevægelse.

Samlet set må denne internationale bevægelse ses som et vigtigt fremskridt i den internationale klassekamp og en vigtig åbning for antikapitalistiske aktioner og revolutionære socialistiske ideer.

Ikke alene har den bidraget til at bremse den nyliberalistiske globalisering og dens institutioner, den er også et af de første markante brud med 10-15 års pro-kapitalitisk dominans i den ideologiske arena.

Men det afgørende kvalitative fremskridt ved denne bevægelse – trods dens svagheder - er, at den fra sin fødsel er international i program og organisering og samtidig samler hidtil adskilte bevægelser og kampe mod forskellige udslag af kapitalismen.

Den praktiske og politiske internationalisme og centraliseringen af forskellige kampe er altafgørende for en bevægelse og en strategi, der kan bekæmpe kapitalismen og erstatte den med et internationalt socialistisk samfund.

Hvad bør der gøres?

De umiddelbare næste skridt, der er nødvendige for udviklingen af denne bevægelse er:

at rodfæste den i de enkelte lande som en bevægelse med et samlet internationalt perspektiv;
at styrke og udvikle den internationale koordinering;
at udpege delmål, der kan vindes og dermed styrke bevægelsens selvtillid – på linje med forhindringen af en ny forhandlingsrunde i WTO:
at sikre bevægelsens organisatoriske uafhængighed i forhold til nationale statslige institutioner og internationale overstatslige institutioner;
at sikre bevægelsens politiske uafhængighed af den yderste højrefløjs nationalisme
at løse den politiske modsætning inden for bevægelsen mellem fagbevægelsernes og miljøbevægelsernes legitime kamp mod social og miljømæssig dumping på den ene side og Den Tredje Verdens folks lige så legitime kamp mod imperialistisk dominans og udbytning via det såkaldt ulige bytte.
at styrke bevægelsens idémæssige forankring i den brede befolkning ved en daglig påvirkning gennem f.eks. læserbreve, der påviser sider af den internationale kapitals og dens organisationers virke.

De centrale politiske mål, som en international bevægelse mod nyliberalistisk globalisering, må tage op, er:

For en sletning af Den Tredje Verdens gæld og for et økonomisk-politisk program, som sikrer, at sletningen ikke kun letter disse landes privilegerede eliters gældsbyrde, men kommer befolkningerne til gode.
For indgreb, der begrænser den internationale finansspekulation. Her peger ideen om skat på internationale finanstransaktioner i den rigtige retninger, men må suppleres med direkte kontrol og ekspropriation.
Bekæmp virksomhedernes overflytning af arbejdspladser til de lande, der har de dårligste forhold for arbejdskraften, laveste beskatning og mildeste miljø- og arbejdsmiljøregler.
Forsvar for retten til faglig organisering og kamp, ikke mindst i Den Tredje Verdens lande.
Nedsat arbejdstid som et solidarisk svar på problemet om arbejdspladser, der forsvinder.
Nej til genmanipulerede planter.
Nej til det kemisk-industrialiserede landbrug, der fungerer redskab til imperialistisk udbytning af bønderne i Den Tredje Verden, som forurener jorden, og som de ødelægger fødevarerne kvalitet.
Bekæmp kapitalens internationale institutioner og aftaler; en kamp, der kan tage form af at bremse deres udbygning og rulle deres magt tilbage, men som mål må have at nedlægge EU, NAFTA, IMF, Verdensbanken og WTO.

Over for de reelle modsætninger mellem forskellige dele af bevægelsen er det vores opgave at pege på de fælles interesser for de undertrykte og udbyttede - uanset om de lever i de højtudviklede lande eller i Den Tredje Verden - og fremføre de krav, der udtrykker disse fælles interesser.

Uanset hvilke umiddelbare taktiske fordele, der tilsyneladende kan være ved at alliere sig med magthaverne i sit "eget" land, vil det altid blive misbrugt af overklasserne, som vil vide at udnytte det til at bevare sin magt og privilegier.

Det er, hvad der sker, når arbejdere i imperialistiske lande forsvarer "deres" kapitalister mod konkurrence fra andre kapitalister, og når arbejdere i Den Tredje Verden hjælper "deres" kapitalister med at være konkurrencedygtige ved hjælp af lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og miljø-ødelæggelse.

Kampen mod kapitalens direkte eller indirekte overflytning af arbejdspladser til de områder, hvor den har de frieste forhold, består først og fremmest ved at støtte arbejderne i deres kamp for bedre løn- og arbejdsforhold.

Handelssanktioner mod lande med henvisning til manglende arbejderrettigheder eller miljø-ødelæggelse vil som regel i praksis være støtte til den multinationale kapital og til skade for befolkningerne i Den Tredje Verden.

Kun i de tilfælde, hvor de kæmpende bevægelser selv opfordrer til sanktioner og boykot, fordi de ser det som en hjælp i deres kamp, skal fagbevægelse og græsrodsbevægelser i de rige lande bakke den slags initiativer op.

Det vil være nødvendigt med en selektiv protektionisme, hvor de undertrykte og derfor mindre udviklede økonomier får ret til at beskytte egen produktion mod konkurrence fra den mere effektive og udviklede industri i Nordamerika, Japan og Europa og samtidig får fri adgang til markederne i Nord, dog uden at underminere tilkæmpede sundheds- og miljøstandarder.

Internationale aftaler og løsninger er nødvendige over for mange af de problemer, som befolkningerne står overfor.

Denne erkendelse lokker mange til at satse på at forbedre de eksisterende internationale organisationer. Men både fordi de fleste af dem er skabt som redskaber for den internationale kapital, og fordi styrkeforholdene i de enkelte lande og på verdensplan i dag er til den multinationale kapitals fordel, er det en blindgyde at forsøge at få disse kapitalistiske institutioner til at ændre karakter.

Taktisk kan det være en fordel at mobilisere for at mindske deres indflydelse, og det kan måske svække den internationale storkapital at flytte kompetencen over i andre internationale organisationer: Sundhed og arbejdsmiljø fra WTO til WHO, faglige rettigheder fra WTO til ILO, miljø fra WTO til Rio-aftalerne og bistandshjælp/udvikling fra IMF/Verdensbanken til UNCTAD og andre FN-organisationer.

Men samtidig må bevægelsen sætte sig den ambitiøse målsætning at opbygge de internationale organisationer for folkelige organisationer, som virkelige kan løse indbildte og reelle modsætninger mellem befolkningerne i forskellige dele af verden, mellem miljø og arbejdspladser, mellem ønsket om frihed fra sygdom og modstanden mod bioteknologien, osv.

En særlig opgave, som den nye internationalistiske bevægelse aktualiserer, er at udvikle og popularisere det eneste reelle alternativ til nyliberalistisk globalisering: det socialistiske verdenssamfund.

Det handler dels om at forklare, hvorfor en demokratisk organiseret planlægning er en forudsætning for en solidarisk og bæredygtig verden, dels om at forklare, hvorfor en demokratisk organiseret folkelig bevægelse med arbejderklassen som tyngdepunkt må tilkæmpe sig magten over produktionsmidlerne for at muliggøre sådan et samfund.

Den nye internationalistiske bevægelse har kun i meget ringe grad manifesteret sig i Danmark. Det stiller derfor revolutionære socialistiske kræfter overfor omfattende opgaver:

at tage initiativ til og støtte den elementære og traditionelle, men i dag ikke særlig fremtrædende, solidaritet med folk, der kæmper i andre lande, ikke mindst i Den Tredje Verden.
at forsøge at tilføre enkeltsagsbevægelser i Danmark den internationale orientering og radikalisering, som er foregået i tilsvarende bevægelser i andre lande.
at støtte de initiativer, der er taget, til at tage globaliserings- og WTO-kritikken op i fagbevægelsen.
at fortsætte EU-modstanden og samtidig sætte fokus på og kritisere EU’s rolle på globalt plan og i de internationale organisationer som redskab for europæiske multinational storkapital.
at opbygge og styrke det netop dannede anti-WTO-forum.
at bidrage til udviklingen af et internationalt socialistisk program og en organisering af de revolutionære socialistiske kræfter på internationalt plan.