08.01.12 | SAP

Tip en ven       |     Print  

Dokument: FNs rolle i krig og imperialisme

Vedtaget på SAPs Landsmøde den 7-8. januar 2012.

Ved afslutningen af anden verdenskrig i 1945 blev de sejrende statsmagter enige om at danne en international organisation af stater: Forenede Nationer (FN).

Det erklærede formål var at sikre fred og sikkerhed mellem stater, og FN fik derfor bl.a. tillagt en myndighed til at gribe ind overfor ”trusler mod freden, brud på freden og aggressive handlinger” mellem stater (FN's charter).
Siden sin dannelse har FN desuden været forum for andre former for internationale indsatser – bl.a. gennem UNHCR (FN's flygtningehjælp) og WHO (Verdenssundheds-organisationen).
Denne tekst handler alene om imperialisme og særligt om FN's rolle i forhold til krig og fred. Der er desuden behov for en mere dybdegående analyse af landenes roller og positioner i den verdensorden, der har udviklet sig siden murens fald. Dette ligger dog uden for denne teksts afgrænsning.

Ikke en demokratisk internationale
De sejrende statsmagter – USA, Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig og Kina – sikrede fra starten sig selv de afgørende stemmer, når FN skulle træffe beslutninger om indgreb i konflikter mellem stater.
Det skete gennem de aftalte regler om, hvem der kan træffe hvilke beslutninger.

Sikkerhedsrådet
Beslutninger om militære indgreb og sanktioner overfor handel, herunder med våben, blev alene et anliggende for Sikkerhedsrådet, hvor de fem statsmagter har permanente pladser, mens ti andre pladser går på skift mellem FN's øvrige medlemslande. Samtidig har hvert af de fem lande vetoret.
Hermed har disse fem statsmagter sikret sig:
at FN aldrig kan gribe ind overfor de fem lande selv og deres handlinger
at FN aldrig kan gribe ind overfor lande, som en af de fem vil beskytte

Sådan er systemet stadig – med de ændringer, at Kina overtog pladsen fra Taiwan, og Rusland overtog pladsen fra Sovjetunionen.

Generalforsamlingen
Den anden store del af FN's organisation udgøres af Generalforsamlingen. Her har hvert enkelt medlemsland én stemme, men til gengæld har forsamlingen ikke nogen kompetence over noget afgørende område af FN's virksomhed.
I alle tilfælde kan møderne i Generalforsamlingen dog have en vis politisk betydning som et forum, hvor selv de mindste lande har en mulighed for at ytre sig.
Det enkelte land repræsenteres af sin regering, og det er ikke nogen betingelse, at denne regering skal være repræsentativ for landets befolkning.
Generalforsamlingen er således et forum for de reelt eksisterende magthavere i verdens lande – uanset om de har et demokratisk mandat, leder et diktatur eller har fået statsmagten i arv.

Ved sin dannelse i 1945 bestod FN alene af de ca. 50 statsmagter, som inden afslutningen af anden verdenskrig havde erklæret krig mod aksemagterne (Tyskland, Japan og Italien).
I dag har land nr. 189 (Palæstina) søgt om optagelse.

Menneskerettigheder
Selv om FN først og fremmest er en organisation for samarbejde mellem stater, vedtog organisationen allerede i 1948 en erklæring om menneskerettigheder, som fastslår en række individuelle rettigheder, som bør gælde for ethvert menneske. Det er dog ingen betingelse for medlemskab af FN, at en stat overholder og respekterer disse rettigheder. Menneskerettighedserklæringen er først og fremmest et godt værktøj, der kan bruges som værn og løftestang af undertrykte overalt i verden. Derfor er det en hovedopgave at forsvare og evt. udbygge menneskerettighedserklæringen.
Erklæringen om menneskerettigheder er ikke en del af FN's charter, som er det juridiske grundlag for Sikkerhedsrådets virksomhed. Det er derfor ikke en pligt (end ikke formelt) for Sikkerhedsrådet at sikre, at disse rettigheder overholdes – hverken af de fem permanente medlemmer eller af noget andet medlemsland i FN. Derudover sætter menneskerettighedserklæringen altid individuelle rettigheder over kollektive. Dette har været brugt til at underkende eksklusivaftaler ud fra ”foreningsfriheden”, der ellers netop har været brugt til at forsvare retten til faglig organisering. Menneskerettighederne indeholder samtidig retten til at erhverve og besidde ejendom, hvilket skaber forudsætningen for spekulation i menneskers behov for tag over hovedet og dermed grundlæggende strider mod arbejderklassens interesser. Samtidig er der en skævvridning af hvilke rettigheder der kan gøres krav på. F.eks. beskriver artikel 23 at enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse og beskyttelse mod arbejdsløshed. Men hvor går man hen for at gøre krav på denne ret? Selv i de lande der har tilsluttet sig menneskerettighederne, er dette ikke en mulighed. Omvendt kan man godt få en sag for domstolen, om retten til at organisere sig i de såkaldte gule fagforeninger. Fælles for de to eksempler er, at de tjener kapitalisternes interesse.

FN og stormagterne
Den verdenspolitiske situation efter anden verdenskrig med USA og Sovjetunionen som de to dominerende magter, afspejlede sig både i den måde, FN blev organiseret på, og i de opgaver, den tog sig af:
FN deltog gennem "Tilsynsrådet" i afkoloniseringen af f.eks. de tidligere europæiske kolonimagter Frankrig, England og Hollands besiddelser. Her opfordrede FN bl.a. til materiel støtte til befrielsesbevægelser. Den klassiske imperialisme, hvor imperiemagten selv stod for kontrol og administration af kolonierne blev over en årrække afløst af formelt selvstændige lande – først og fremmest i Asien og Afrika.
FN har mæglet i konflikter, hvor stormagternes interesser ikke har været direkte involveret - som i konflikten mellem Indonesien og Holland i 1947, i Libanon 1958 og Cypern i 1964.
FN har siden 1955 været forum for nedrustningsforhandlinger og -kontrol. I starten i forhold til rustnings-kapløbet mellem USA og Sovjetunionen - senere i andre dele af verden, f.eks. i Irak efter 2000.
I de konflikter, der har involveret de største og militært stærkeste statsmagter, har FN ikke spillet nogen rolle. Det gælder f.eks. i forhold til USA´s krig i Vietnam 1965-75, Sovjetunionens krig i Afghanistan 1980-90 og USA´s krige i Mellemamerika 1982 -89.
FN er til gengæld blevet brugt til at legitimere krig og andre militære indgreb i bl.a. Korea, Somalia, Afghanistan, og senest Libyen.
Denne begrænsning i FN's rolle har været indbygget i organisationen fra starten. FN's charter afspejlede magtforholdene ved afslutningen af anden verdenskrig, og det kom til udtryk i, at reglerne:
anerkendte staternes ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar
anerkendte staternes ret til ”regionale arrangementer”
Reglerne (chartrets artikel 51, 52 og 53) siger ganske vist samtidig, at det er Sikkerhedsrådets ret og ansvar at tage nødvendige skridt til at opretholde freden, og at regionale organisationer kun måtte handle med Sikkerhedsrådets tilladelse. I praksis kan en stormagt dog nedlægge veto i Sikkerhedsrådet mod et indgreb - og derefter handle på egen hånd, evt. i samarbejde med sine partnere, f.eks. NATO.


Imperialismen
FN må som enhver anden politisk organisation forstås ud fra forholdene i det økonomiske system.
Som en verdens-organisation må FN og dens udvikling derfor forstås ud fra de økonomiske forhold og deres udvikling i verden. Udviklingen siden 1945 er overordnet sket i disse tre faser:
1945-1960: Etableringen af to verdensdele (Vest og Øst), hvor én stormagt var dominerende i hver; USA og Sovjetunionen, med hver sit økonomiske system. Med undtagelse af de alliancefri lande, allierede resten af Verden sig med enten den ene eller den anden.
1960-1990: Afkoloniseringen, hvor snesevis af nye stater blev dannet efter brud med de gamle, vestlige kolonimagter – i Afrika, Asien og Latinamerika.
1990 - idag: Følgerne af murens fald, som gjorde Tyskland til Europas stormagt, og hvor en lang række stater har ændret deres politiske orientering efter opløsningen af Sovjetunionen. Øst og Vest Tyskland blev samlet, Tjekkoslovakiet blev delt og 15 nye lande opstod ud af det tidligere Sovjetunionen. Samtidig betød krigen i Ex-Jugoslavien at der blev trukket nye grænser på Balkan.

Kinas tiltagende åbning over for verdensmarkedet siden 70´erne samt udviklingen siden Murens fald har betydet, at kapitalismen i dag er endnu mere dominerende som økonomisk system i verden end i 1945. Derfor kan verdens økonomi i dag kun forstås ud fra kapitalismens særlige form på verdensplan – og denne form er imperialisme.
Imperialismen er det trin i kapitalismens udvikling, hvor kapitalen bryder med rammerne for nationalstaten og ikke bare handler med varer (eller låner penge ud) på verdensmarkedet – men placerer sig direkte med investeringer i produktion i andre lande end den enkelte virksomheds oprindelige hjemland. Samtidig varetager nationalstaten på dette trin sin egen monopolkapitals interesser i udlandet om nødvendigt med militær magt
Siden 1945 har dannelsen af multinationale selskaber været et markant udtryk for denne udvikling og har vist, at internationaliseringen af de produktive kræfter i stigende grad tager form af en international organisering af produktionen selv. Det betyder, at der foregår in international arbejdsdeling indenfor det enkelte multinationale selskab. Sideløbende har der eksisteret en række geografisk afgrænsede samarbejdsorganisationer (ASEAN, Comecon, ECO, EU, ALBA) hvor stater laver fælles aftaler om handel og økonomi.
Denne udvikling har ændret betydningen af nationalstaten, som i dag kan være en begrænsning for den enkelte virksomhed, hvor den tidligere var dens partner og beskytter – både i konflikter med hjemlandets arbejderklasse og i konflikter med andre stater.

Konflikter mellem imperialistiske magter
Det politiske mål for de imperialistiske statsmagter er, at sikre og udvide råderummet for bevægelse af kapital, for dermed at sikre virksomhedernes profit. Samtidig er der dog konkurrence mellem både virksomheder og statsmagter. Konflikter med bund i historiske alliancer eller forskellige markedsinteresser har vist sig ved flere lejligheder, i de enkelte landes stilling til FN's rolle, som vi bl.a. så i forhold til det tidligere Jugoslavien i 1990érne.

I dag er konflikterne præget af, at USA's økonomiske dominans i verden er svækket mens BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika), er af stigende betydning for Verdens-økonomien. De er dog langt fra at true USA's militære dominans.
Samtidig bruges NATO som redskab for den vestlige imperialisme, men da Sovjetunionen ikke længere udgør en trussel, leder man efter nye roller, der kan legitimere organisationen og den fortsatte oprustning. Den rolle har man bl.a. fundet i Afghanistan og Libyen.
Nationalstaten Danmark er en integreret del at den vestlige imperialisme. Det danske borgerskab er tæt forbundet med det øvrige borgerskab i USA og EU, og dets interesser er oftest sammenfaldende.
De krige, den danske regeringen har involveret Danmark i, har alle været en del af en strategisk og/eller økonomisk omfordeling.

 

Nationalstaten, kapitalen, arbejderklassen og militæret
Det er et generelt træk i verden i dag, at kapitalen og dens organisationer (arbejdsgiverforeninger, branche-foreninger osv.) i stigende omfang drejer sin politiske indsats fra den nationale statsmagt – herunder den parlamentariske del - til internationale sammenslutninger, f.eks. EU eller verdenshandelsorganisationen WTO. Det sker som følge af, at vilkårene for kapitalens virksomhed i stigende omfang fastlægges som fælles vilkår for virksomhederne i de lande, der er medlemmer af de pågældende sammenslutninger.

Når det kommer til spørgsmål om brug af militær magt – herunder indenfor FN's rammer - overlader virksomhederne det dog til sine politiske repræsentanter i de politiske partier (i hvert fald offentligt) at tage stilling.
Det er for den samlede kapitalistklasse som regel en nyttig arbejdsdeling internt i borgerskabet, fordi politiske beslutninger ikke altid er til fordel for alle dele af kapitalen – i hvert fald ikke på kort sigt.
På samme måde kan der for den nationale statsmagt være både fordele og ulemper ved en bestemt fælles militær intervention. I sin afgørelse vil de politiske magthavere lave en samlet vurdering, der har en del til fælles med en økonomisk: Hvad kan vi vinde – og hvad koster det?

Blandt fordelene ved en militær intervention kan indgå:
- økonomisk: adgang til marked, råvarer, arbejdskraft (til lavere løn)
- politisk: adgang til magt, kontrol, indflydelse
- militært: adgang til baser, transportveje, kommunikation

Blandt omkostningerne kan være:
- økonomisk: brug af ressourcer (finansielle og materielle)
- politisk: modstand – dels på grund af interventionens mål, dels på grund af tab af menneskeliv
- militært: begrænsning af evnen til indgreb andre steder samtidig, svækkelse af samarbejde med allierede, der har andre interesser i den aktuelle konflikt

Til forskel fra de enkelte virksomheder eller kapitalgrupper selv, kan og vil den borgerlige statsmagt lave en samlet vurdering af, hvad der tjener kapitalismen som samlet system på kort og på lang sigt.
I den vurdering er arbejderklassens interesser en uvedkommende faktor, der kun tages hensyn til, hvis arbejderklassen selv kræver det og kan og vil sætte så tilstrækkelig meget magt bag sine krav, at borgerskabet er nødt til at tage hensyn til dem – for ikke at tabe endnu mere politisk magt, end det kan vinde.

Nationalstaten og arbejderklassen
I den kapitalistiske verden repræsenterer den nationale statsmagt det, som de politiske magthavere ofte selv kalder ”den nationale interesse”. Det er denne interesse, som er ledetråden for den nationale regerings stilling i forhold til andre landes regeringer og i forhold til FN.

Den ”nationale interesse” er ikke neutral i forhold til de sociale klasser, men er i sidste ende udtryk for den dominerende fælles interesse for kapitalen i det pågældende land. Det er til gengæld ikke altid entydigt, hvad denne interesse er. På den ene side har alle kapitalister interesse i størst mulig udbytning af sine egne ansatte, bl.a. - men ikke kun – gennem lav løn. På den anden side skal hovedparten af de producerede varer kunne sælges til verdens arbejdere, hvorfor disse må have en høj nok løn til at det kan lade sig gøre. Dog kan man i store træk sige at de har en fælles interesser i billig og rigelig arbejdskraft, fri adgang til råstoffer og fri adgang til markeder overalt i Verden. Samtidig må analysen af kapitalisternes interesse i stigende grad tage højde for at handel ikke nødvendigvis forudsætter produktion af en vare, da der i stigende grad handles med viden og kapital.

Den grundlæggende historiske interesse for arbejderklassen er, at nationalstaten kan bruges til:
- opgøret med rester af forældede produktionsmåder som feudalisme i forskellige varianter – herunder klanstyre m.v.
- opgøret med imperialistisk dominans

Det er med det udgangspunkt, revolutionære socialister må tage stilling i aktuelle konflikter mellem stater, herunder stilling til FN's rolle og indsats.

I forhold til krig og fred – og i forhold til FN – kan forskellige virksomheder i landet have forskellige interesser i forhold til statens udenrigspolitik. Samtidig er det også afgørende, hvordan arbejderklassen i det enkelte land markerer sine interesser i internationale konflikter.

FN og nationalstaten
Historien har til fulde vist, hvilke ødelæggelser de fem stater, der er permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, kan udsætte verdens arbejdere og undertrykte mennesker for. Det bliver ikke bedre af, at de kan blive enige om et indgreb – tværtimod, da dette kan være et udtryk for kapitalismens samlede interesser. De seneste års erfaring har vist, at også Kina positionerer sig ift. Markedets interesser. Et FN mandat har derfor ingen betydning, når revolutionære socialiser skal tage stilling til militær indgriben eller handelssanktioner mod et land.
Både revolutionære socialister og resten af arbejderbevægelsen og dens partier må selvstændigt tage stilling i enhver ny konflikt – uanset om den ender på Sikkerhedsrådets bord eller ikke.

At flytte magten fra sikkerhedsrådet til generalforsamlingen ville være et fremskridt, men ikke en løsning. For det første er det store flertal af lande i verden i dag en del af imperialismen – nogle som stjerner, de fleste som vandbærere. I en bestemt historisk periode i 1960-70'erne, hvor de tidligere kolonier trådte ind i FN som selvstændige stater, var der i flere tilfælde et flertal i generalforsamlingen imod USA, hvor tredje verdens lande kunne udnytte modsætningen mellem USA og Sovjetunionen. Der eksisterer fortsat et modsætningsforhold mellem de imperialistiske lande og de afhængige lande, men lederne af de sidstnævnte er i dag, efter sovjetunionens sammenbrud, i højere grad udsat for et økonomisk og politisk pres for at indordne sig under de imperialistiske staters interesser.

Af samme grund tager vi afstand fra forslag om, at FN skal have sit eget militære beredskab - en form for stående hær, der med kort varsel kan sættes ind, hvor FN måtte beslutte det (om det så er Sikkerhedsrådet eller et flertal af medlemsstaterne). En overnational hær, der kan indsættes overalt i verden, kan f.eks. sættes ind mod revolutionære bevægelser – og vil ikke kunne undermineres ved solidaritetsarbejde i ”afsenderlandet”.

Imperialismen og FN i dag
Internationalt foregår der et kompliceret spil mellem de imperialistiske, sub-imperialistiske og for den sags skyld dominerede landes interesser. Der er sket forskydninger i magtforholdene mellem de gamle imperiemagter i Vesten og de nye økonomiske sværvægtere i verden. Det har endnu ikke sat sig tydelige spor i FN eller i militær rivalisering. Kina er først nu ved at vende sig ud mod verden. Landet er f.eks. ved at bygge hangarskibe og har store økonomiske interesser i de tidligere koloniområder – ikke mindst i Afrika.
Det er for tidligt at komme med klare vurderinger af, hvad det kommer til at betyde for den militære rivalisering. Noget af det nye, man måske kan sige er, at de gamle og nye magter er så involveret i hinandens økonomier, at man kan håbe, at de ikke kan se nogen interesse i at løse konflikter ved åben militær magt.
Nyordningen - også kaldet Den nye økonomiske Verdensorden - har ikke resulteret i omorganisering af FNs institutioner eller kompetencer, selvom det har været luftet, at nogen af BRIKS-landene (Brasilien, Indien, Sydafrika) skulle have permanent sæde i Sikkerhedsrådet.
Sammenfattende kan man sige, at FN i nogle tilfælde har kunnet bruges til humanitære formål, men at det ikke har mulighed for afgørende at handle imod de imperialistiske magters interesser.

Danmarks ”aktivistiske udenrigspolitik”
VK-regeringen har beskrevet den danske udenrigspolitik siden 2001 for ”aktivistisk”. Det er et udtryk for, at Danmark har deltaget militært i operationer først og fremmest i Irak og Afghanistan. Samtidig har det danske bidrag ofte været mere generøst end andre landes, i forhold til landets størrelse.
Revolutionære socialister er ikke imod, at et lands udenrigspolitik er aktiv. Det afgørende er hvordan og for hvem, aktiviteterne bliver udøvet.
Det ville således være godt, hvis en aktivistisk udenrigspolitik betød, at den danske regering støttede de amerikanske, russiske, kinesiske, indiske og andre arbejdere med at blive organiseret, så de kunne kæmpe for at forbedre deres løn- og øvrige levevilkår. Arbejderklassen på verdensplan er større end nogensinde, og der er enorme opgaver i at styrke deres muligheder for at kæmpe.
Men den aktivisme, som Fogh og Lykke-regeringerne praktiserede, var en logren for USA, der måske tjener dele af det danske, nationale borgerskabs økonomiske og politiske interesser, men ikke tjener noget formål for arbejderbefolkningen. Indtil nu er der ingen tegn på at SRSF regeringen for alvor vil gøre op med denne kurs

Venstrefløjen og FN
Forestillingen om FN som et verdenssamfund, der forsvarer freden, forsvarer menneskerettigheder og går mod undertrykkelse er en utopi. Et ”verdenssamfund” som sådan er en god idé. Men netop kapitalismen og imperialismen står i vejen for dette. Politisk pres, behov for at styrke systemets ideologiske opbakning, modsætninger mellem landes interesser og i nogle tilfælde landes fælles interesser kan med mellemrum føre til, at FN bliver brugt til ”noget godt”. I så fald skal revolutionære socialister bifalde det, samtidig med at krav om, at det, burde man også gøre i andre tilfælde. Vi skriver her ”landes interesser”, da det er repræsentanter for lande, der sidder i FN’s sikkerhedsråd og generalforsamling. Det er selvfølgelig ”landenes interesser”, som de bliver udtrykt af landets regering. Det vil i hovedregelen være borgerskabernes interesser, men også her vil det være et udtryk for de aktuelle styrkeforhold mellem klasserne – ligesom der kan være modsætningerne mellem forskellige dele af borgerskabet. Men specielt de seneste 20 år har vist os, at FN har fået en ny rolle at spille i verdenssamfundet. Selv for dem der mente, at FN kunne sikre verdensfreden, må det nu stå klart, at dette ikke er formålet. Vi har et FN, som ikke blander sig i verdens største aggressorers gøren og laden i verden, mens FN gennemtvinger militære interventioner i lande, hvor diplomatiske løsninger end ikke har været søgt.

Venstrefløjen må i hvert enkelt tilfælde af borgerkrige og/eller konflikter mellem stater påtage sig at analysere den aktuelle situation og konkludere, hvilken stilling, der er til fordel for arbejderklassen.
Vi pantsætter ikke vores stilling i FN's sikkerhedsråd. Det gælder både militær indsats, fredsbevarende aktioner og humanitær bistand med militær beskyttelse.
Fremadrettet må vi dog foretage en række mere tilbundsgående analyser af de forandringer verden har gennemgået, for dermed at blive skarpere på magtforhold og interesser og ikke mindst på arbejderklassens muligheder.

FN kan i særlige situationer træffe beslutninger, der i sin konsekvens og i en bestemt politisk sammenhæng kan gavne arbejderklassen - enten i kampe for national selvstændighed over for imperialismen eller i kampe for demokratiske rettigheder. Vi støtter sådanne beslutninger.

Et eksempel er støtten til en selvstændig stat Palæstina og kritik af Israels besættelse og annektering af besat land. Vi støtter selvfølgelig sådanne forslag. Det er dog afgørende for, at FN-vedtagelser reelt fører til den ønskede resultat, at de følges af politisk mobilisering for kravene - både i de palæstinensiske områder og udenfor. Denne mobilisering er ikke mindst nødvendig, når vedtagelser i FN er imod de imperialistiske magters vitale interesser.

Det er muligt at stille forslag til ændringer af FN, som begrænser FN’s rolle som redskab for imperialismen og andre magthavere. Det kan også være politisk rigtigt at gøre det.
Men om vedtagelsen af sådanne forslag vil kunne bruges i kampen mod imperialismen er igen et spørgsmål om hvilken kraft, man er i stand til at mobilisere bag forslaget.

For international solidaritet mod undertrykkelse

SAP støtter enhver kamp mod undertrykkelse og for demokrati. Det er ikke det samme som, at vi også støtter de politiske kræfter, der er i spidsen for denne kamp.

Vi vil altid støtte de kræfter, der forbinder kampen for demokrati med sociale krav og vil sikre et reelt demokrati, der er baseret på bred deltagelse fra befolkningen.

Vi støtter derimod ikke alle kampe for at erstatte et undertrykkende regime med et andet undertrykkende styre. Det afgørende er, at kampene kan føre til et opgør med undertrykkelsen.

Reel befrielse kan kun være befolkningens eget værk.

Direkte solidaritet fra arbejderbevægelsen og venstre fløjen er vores vigtigste princip i forhold til at støtte progressive befrielses, eller demokrati bevægelser.

Solidaritet med dem, der kæmper, indebærer også krav til stater og internationale organisationer som FN.

Kravene kan bestå af forskellige sanktioner af de undertrykkende regimer. Men det vil altid være ud fra en vurdering af, hvilke sanktioner der reelt vil gavne kampen mod undertrykkelse.

Ikke desto mindre er vores fokus først og fremmest på oprettelse og styrkelse af arbejderklassens og bevægelserne uafhængige magtorganer

Vi vil bekæmpe forsøg på at underlægge demokratibevægelser under imperialistiske interesser og på denne måde allerede inden kampen mod diktatur er vundet at begrænse befolkningens ret til at vælge selv.

Det er helt legitimt at rejse krav om demokrati, respekt for menneskerettigheder og mindretalsrettigheder. Også selvom disse krav kommer fra internationale institutioner. Det er krav vi rejser ift. alle stater.

Vores primære fokus vil altid være at styrke tilliden til arbejderklassens egne uafhængige organiseringer.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: xUPGwX
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk