08.01.12 | SAP's landsmøde

Tip en ven       |     Print  

Kommentar: Bekæmp nytårstalens regeringsprogram

Statsminister Helle Thorning-Schmidt brugte nytårstalen til et frontalt angreb på arbejderklassen.

- Hun skældte almindelige mennesker ud fra at have vist ”overmod” og for at have lånt for mange penge.
- Hun varslede nedskæringer og besparelser og faldende realløn (holde igen med lønnen) – og overtog dermed den spare-sig-ud-af-krisen politik, som hun
kritiserede VKO for under valgkampen.
- Hun fortsatte og styrkede hetzen mod arbejdsløse ved at fokusere på nogle, der påstås at snyde. Tilbage var kun klassisk borgerlig velgørenhed: Vi skal bruge hjertet og hjælpe dem, der trænger.
- Hun sagde, at ”alle” skulle betale prisen for krisen, men hun lovede arbejdsgiverne bedre konkurrencekraft – læs: højere profit – for ellers ”flytter virksomhederne og job ud af landet”. Det problem vil hun ikke gøre noget ved, og så må arbejderklassen leve med, at den ikke kan true med at forlade landet.
Siden valget har Socialdemokraterne og SF undskyldt ethvert løftebrud med De Radikale. Med denne nytårstale udviskede Helle Thorning-Schmidt en stor del af forskellen mellem sig selv og Margrethe Vestager. Samlet set varslede hun en lige så arbejdsgiver- og overklassevenlig politik i Danmark, som hun har tilsluttet sig på EU-plan gennem europagten.

Helle Thorning-Schmidt har ret i, at vi er på vej mod skærpet krise, stigende arbejdsløshed, smadret velfærd og faldende realløn – hvis vi følger hendes politik.
Men vi er ikke i samme båd. Vi skal ikke bidrage lige meget. Der er en overklasse i Danmark, den ene procent, som Occupy-bevægelserne har sat fokus på. Den har tilranet sig de store indkomster, sidder på de store formuer og styrer beslutninger om investeringer og produktion.
Nytårstalen er et klart signal til fagbevægelsen og venstrefløjen om, at det må være slut med hvedebrødsdagene. Talen repræsenterer en politik, hverken fagbevægelsen eller venstrefløjen kan støtte.

Der er brug for en helt anden politik til at bekæmpe arbejdsløsheden. Der er brug for en beskæftigelsespolitik, der sikrer de arbejdsløse, der skaber arbejdspladser, og som placerer regningen hos den samfundsklasse, der har skabt krisen. En beskæftigelsespolitik i arbejderklassens interesse må sammensættes af denne type krav og forslag:
• Slagtningen af efterlønnen skal annulleres. Nu, hvor alle indrømmer, at arbejdsløsheden vil stige, er det asocialt og rendyrket løntrykkerpolitik at tvinge udslidte arbejdere til at blive på arbejdsmarkedet og dermed forøge arbejdsløsheden.
• Hetzen mod de arbejdsløse skal stoppes. Tværtimod skal de arbejdsløses forhold forbedres med højere satser og afskaffelse af tidsbegrænsninger.
• Der skal sættes en stopper for udnyttelsen af arbejdsløse som løntrykkere. Hele aktiveringscirkusset skal afskaffes. Det skaber ikke ét eneste nyt job, men skaffer billig arbejdskraft til de private arbejdsgivere og erstatter almindelige jobs i det offentlige med aktivering uden normal løn, overenkomstmæssige rettigheder eller optjening af dagpengeret.
• Så længe flere og flere bliver arbejdsløse, skal der sættes en stopper for overarbejde. Har private og offentlige arbejdsgivere flere opgaver, må de ansætte nogle af de arbejdsløse.
• I en periode med stigende arbejdsløshed og øget stress på arbejdspladserne skal vi under ingen omstændigheder forlænge arbejdstiden, som S og SF foreslår. I stedet skal den generelle arbejdstid sænkes. Det skal endvidere være muligt lokalt på en arbejdsplads, at vedtage yderligere tiltag til deling af den eksisterende arbejdsmængde.
• Der skal gennemføres en "kickstart" af den offentlige velfærd med investeringer og driftsmidler - både for at skaffe flere i arbejde, for sikre bedre forhold for børn, syge og ældre og for at udbygge den kollektive trafik.
• Der skal iværksættes en offentlig produktion indenfor kollektiv trafik, vedvarende energi, medicinal-varer og -teknologi. Den offentlige produktion skal frigøres for markedsstyringen ved at sikre afsætningen gennem offentlige køb og ved at indføre offentligt monopol på visse områder. De offentlige produktionsvirksomheder skal styres demokratisk med fuld kontrol for de ansatte.
• Der skal bygges flere billige almene boliger. Dette vil presse priserne på bolig markedet ned således at alle kan få råd til en god bolig. Tvangsudsættelser i både ejer og lejeboliger skal stoppes nu. Det kan sikres ved, at kommunerne tilføres midler, så de kan støtte byggeri i den almene sektor, og Landsbyggefondens midler skal slippes løs til renoveringsprojekter.
• Mange lønmodtagere i ejer- og andelsbolig og landmænd vil blive fanget i en gældsfælde, efterhånden som krisen skærpes. For dem skal der gennemføres en social retfærdig gældssanering, der sikrer, at de kan blive i deres bolig eller på deres landbrug, mens samfundet overtager ejerskabet i forhold til den indfriede gæld.
• Alle virksomheder med mere end 50 ansatte, der truer med at flytte virksomheden til udlandet - eller faktisk gør det - skal a) oprette fyringspulje der dækker medarbejdernes videreuddannelse med fuld løn i et år og styrker ny alternativ produktion under ansattes og lokalsamfundets kontrol, samt b) overdrage produktions, forsknings, og kontor faciliteter til stat eller kommune uden kompensation. De overtagede virksomheder skal indgå i en samlet plan for offentlig produktion og velfærd.
• Mange lønmodtagere i ejer- og andelsbolig og landmænd vil blive fanget i en gældsfælde, efterhånden som krisen skærpes. For dem skal der gennemføres en social retfærdig gældssanering, der sikrer, at de kan blive i deres bolig eller på deres landbrug, mens samfundet overtager ejerskabet i forhold til den indfriede gæld.
• En offentlig investerings- og beskæftigelsespolitik kræver adgang til den eksisterende kapital. Bankerne skal derfor indordne sig under en demokratisk vedtaget udlåns- og rentepolitik samt maksimumgrænser for udbetalt udbytte og cheflønninger. Modsætter de sig en sådan demokratisering, skal bankerne nationaliseres
• Derudover skal de nødvendige midler til beskæftigelsesplan findes gennem en skattereform, der flytter skattebyrden over på de store virksomheder og på profit- og spekulationsindkomster.

Hver gang regeringen tager initiativer, der følger den kurs, Helle Thorning-Schmidt lagde i nytårstalen, skal Enhedslisten bekæmpe regeringen. Enhedslisten skal fortsat foreslå små og store forbedringer og stemme for, hver gang regeringen tager et nok så lille skridt i den rigtige retning. Samtidig skal Enhedslisten arbejde for at opbygge et folkeligt pres på regeringen. Først og fremmest må Enhedslisten opfordre til og arbejde for, at fagbevægelsen og andre bevægelser gør det samme.
Særligt vigtigt er det, at Enhedslisten og andre på venstrefløjen tager kampen for at ændre fagbevægelsens kurs. Med sine 100.000'er af medlemmer, der tilsammen udgør et stort flertal af arbejderklassen, har fagbevægelsen muligheden for at iværksætte en kamp, der forsvarer medlemmerne mod EU's nyliberalistiske urs, mod arbejdsgivernes og spekulanternes forsøg på slippe fri for krisens omkostninger og mod regeringen, når den angriber de arbejdsløse og arbejderklassens forhold i det hele taget.
Der er et skrigende behov for, at fagbevægelsen skifter kurs. Fagbevægelsen må udvikles til en kæmpende og demokratisk bevægelse, der tager det politiske ansvar for at forsvare arbejderklassens forhold. Den skal fokusere på at inddrage, aktivere og politisere medlemmerne. En særlig indsats er nødvendig for at organisere de arbejdsløse i aktiviteter til forsvar for egne forhold. I den forbindelse må fagforeningen aflægge enhver tendens til sekterisme og organisationsegoisme og også arbejde for at organisere de arbejdsløse, der ikke er medlemmer af fagforeningerne.
Derudover må fagbevægelsen påtage sig den ideologiske kamp for at tilbagevise hetzen mod de arbejdsløse, illusionerne om at vi er i samme både, og at vi alle skal betale krisens pris. Fagbevægelsen må sætte en dagsorden, der forsvarer arbejderklassens ret til at protestere mod fyringer og virksomhedslukninger, som gør det legitimt, at arbejderklassen forsvarer sin realløn gennem lønkrav ved overenskomsterne, og som genopliver arbejdskampen som redskab både over for arbejdsgiverne og som redskab i kampen for politiske krav.
Endelig må fagbevægelsen påtage sig ansvaret for at samle og koordinere forskellige bevægelsers krav og forslag i en fælles kamp omkring et samlet program - og en fælles kamp, der kræver, at Socialdemokratiet og SF afbryder samarbejdet med de borgerlige for at gennemføre fagbevægelsens og andre bevægelsers krav.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: bCpd46
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk