Print  

Klassekampen under S-R-SF-regeringen

I denne tekst skriver vi – med mindre der fremgår noget andet af sammenhængen – ”vi” om Enhedslisten/Enhedslistens medlemmer. Det gør vi ikke, fordi vi vil udtale os på Enhedslistens vegne, men vi fordi vi er en del af kollektivet Enhedslisten, og vi tænker og handler som Enhedsliste-aktivister.

Reformisme og klassesamarbejde

Valget i september betød, at Danmark fik en S-ledet regering. Det er langt fra første gang, at vi har haft en reformistisk ledet regering, og heller ikke første gang, at denne regering har deltagelse af De Radikale og grundlæggende har et klassesamarbejde som fundament. Tværtimod havde vi i 90’erne en SR-regering med nogenlunde samme projekt som S-R-SF-regeringen. Det er ikke i skrivende stund til at sige, om den såkaldte Blå Bloks sammenhold vil sætte flere grænser på samarbejdet hen over midten end i 90’erne, mens det til gengæld er tydeligt, at sådanne forhindringer ikke opstilles af regeringen – trods SF-deltagelsen.
I dette dokument vil vi behandle den bane, valget af den nye regering lægger ud for klassekampen, og den rolle, Enhedslisten får brug for at spille.

Vi vil indlede med at opridse den analyse af de reformistiske partier, S og SF, som er baggrunden for, at SAP ikke op til regeringsdannelsen havde de samme store forventninger, som mange – måske især unge - venstrefløjsvælgere ellers havde. I forlængelse af denne forståelse, redegør vi for den grundlæggende taktik, vi tror, kan bruges i forhold til disse partier og deres medlemmer.
I del to og tre vil vi mere konkret behandle situationen og opgaverne i henholdsvis det udenomsparlamentariske arbejde og Folketinget.

Klassesamarbejdet i Danmark
Reformismen som politisk strømning har domineret den danske arbejderbevægelse i mere end hundrede år. Ideologisk er dens grundlag, at arbejderbevægelsen gennem faglige aftaler og parlamentarisk arbejde kan og vil få gennemført flere og flere reformer, så vi derved gradvist afskaffer klasseforskellene og etablerer et samfund med social lighed og fuldt demokrati.

I starten blev dette endemål betegnet som socialisme - og indeholdt visionen om en samfundsovertagelse af, eller i det mindste mere kollektive ejendomsformer til, de centrale produktionsmidler. Men en del af reformismens indhold har altid været, at dette mål henlægges til en altid temmelig fjern fremtid
I de seneste mange år har de fleste reformistiske partier end ikke i støvede programmer haft andet mål end en ”kapitalisme med et menneskeligt ansigt”, hvor ejendomsforholdene er uforandrede, og markedskræfterne med en vis statslig regulering fortsat får lov at styre økonomien. End ikke globaliseringens nyliberalistiske deregulering har de reformistiske partier udgjort et ideologisk bolværk imod. Tværtimod har de mange steder været drivende i f.eks. EU-projektet.

Fundamentet for ”den gradvise forandring” har været klassesamarbejdet. Dels aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, dels aftaler i det parlamentariske system – begge dele baseret på, at ”vi alle er i samme båd”. Og når man ikke vil gøre op med det kapitalistiske system, er dette for så vidt logisk: At det går godt for landets erhvervsliv (dvs. kapitalister), er så forudsætningen for, at der også kan laves aftaler om, at der skal falde noget af til landets arbejdere.

Senest så vi op gennem 90’erne Nyrup-regeringen – i øvrigt i regering med de radikale og sammen med de borgerlige partier – gennemføre en næsten konsekvent borgerlig politik på det økonomiske område. Meget apropos de aktuelle krisepakker, gennemførte man bl.a. en reduktion af dagpengeperioden fra 7 til 4 år samt en væsentlig beskæring af efterlønnen. Men derudover gennemførte man en deregulering af finansmarkedet, afskaffede formueskatten, sænkede selskabsskatten og satte gang i omfattende privatiseringer og udliciteringer. Meget af dette i forlængelse af EU-projektet, som S-R-regeringen også bakkede helhjertet op om.

Hvorfor overlever reformismen?
Man kan undre sig over, at denne ideologi i over 100 år har kunnet overleve som den dominerende politiske retning i arbejderbevægelsen. Svaghederne er åbenlyse:

På verdensplan er kapitalismen fortsat et overordentligt destruktivt system, der bygger på udbytning og undertrykkelse og skaber enorme uligheder, fattigdom, miljøødelæggelser og krige. Selv i vores forholdsvis privilegerede del af verden mærker befolkningen alvorlige konsekvenser af kapitalismens indbyggede modsætninger – især under de tilbagevendende økonomiske kriser. Og aktuelt står vi nu også over for en klimakatastrofe, som en kapitalisme, der bygger på permanent vækst, allerede har vist sig ude af stand til at reagere rettidigt på.

Der er flere årsager til, at opbakningen bag reformismen som politisk strømning alligevel er så udbredt i f.eks. Danmark:

For det første er udbytningen og klasseundertrykkelsen i et samfund som det danske ikke åbenlys.
Selve udbytningsforholdet fremstår generelt i den kapitalistiske produktionsmåde skjult: på overfladen ser det ud som en ”hæderlig handel”, hvor kapitalisten kommer med fabrikken og køber arbejderens arbejdskraft til en i fællesskab aftalt pris. Interessemodsætningerne i forbindelse med denne handel skaber grundlaget for en spontan klassebevidsthed, men ikke umiddelbart for en revolutionær bevidsthed.

Dertil kommer, at borgerskabet i Danmark ikke i nyere tid har været i situationer, hvor der har været brug for i større omfang at anvende statens repressive apparat mod befolkningen, eller for at sætte det parlamentariske demokrati til side.

For det andet er, som Marx formulerede det, ”de herskendes tanker også de herskende tanker”.
Der foregår i hele samfundet, ikke mindst i uddannelsessystemet og i medierne, en massiv indoktrinering af borgerlig ideologi. Og reformistiske partier er netop partier, der har et fundament i arbejderklassen og arbejderbevægelsen, men som ideologisk er bærere af en i bund og grund borgerlige samfundsforståelse. Derfor har vi også af og til brugt betegnelsen ”borgerlige arbejderpartier”.

For det tredje har perioden siden 2. verdenskrig overordnet set været præget af en betydelig økonomisk vækst, hvilket i dele af denne periode har muliggjort ganske store indrømmelser til arbejderklassen. Således har reformismen kunnet ”præstere resultater” i et land som Danmark.

For det fjerde har alternativet til reformismen, idéen om en revolution, der gør op med kapitalismen og indfører socialisme, i katastrofal grad været miskrediteret af de stalinistiske diktaturstater, der fejlagtigt betegnede sig som socialistiske.

For det femte har den danske fagbevægelse været den mest centraliserede i de vestlige lande

Sidst, men ikke mindst, har der lige siden begyndelsen af 1900-tallet eksisteret et bureaukrati, et lag af ledere og ansatte i arbejderbevægelsen, som har skaffet sig privilegier i rollen som formidlere af et stort set fredeligt samarbejde mellem klasserne. Et lag af pampere, rent ud sagt, der bogstaveligt talt har gjort klassesamarbejdet til deres levebrød. Dette bureaukratiske lag i arbejderklassens ledelse, har hele vejen været bærere af og bannerførere for udbredelsen af den reformistiske ideologi.

Dette lag har på den ene side haft interesse i at opretholde en selvstændig organisering og en vis kampkraft i arbejderklassen, fordi det har været basis for deres position. Uden arbejderbevægelse ville bureaukratiet være overflødigt.

Men på den anden side har dette lag ikke haft interesse i voldsomme, selvstyrende mobiliseringer på basisniveau, for slet ikke at tale om samfundsmæssige omvæltninger, fordi begge dele ville true klassesamarbejdet og dermed deres position og pamperprivilegier.

”Det røde flertal”
S og SF er ikke bare historisk, men også den dag i dag, reformistiske partier:

Selv om de ikke længere har de meget tætte organisatoriske, politiske og økonomiske bånd til fagbevægelsen, som især S traditionelt har haft, eksisterer der stadigt sådanne bånd, ikke mindst på det politiske plan. Og det er åbenlyst, at S-SF i deres politik målbevidst forsøger at få opbakning fra arbejderklassen, når de f.eks. (i første omgang!) afviser dagpengebeskæringen og efterlønstyveriet. Dermed adskiller de sig fortsat grundlæggende fra de ”rigtige” borgerlige partier.

Men lige så klart er det, at de i alle deres ”fair” udspil altid forudsætter den bestående kapitalistiske samfundsmodel, herunder hele den nyliberalistiske EU-konstruktion, fuldstændig uantastet. Og med dette udgangspunkt har de allerede i S-SF’s egne valgløfter lagt op til at sende hovedparten af regningen for krisen til arbejderklassen.

De to partier har da også fra starten udtrykt et klart ønske om, at den nye regering skal bygge på klassesamarbejde: På trepartsforhandlinger, tæt samarbejde med de mest moderne sektorer af erhvervslivet – og ikke mindst politisk samarbejde hen over midten, med De Radikale som en del af regeringen og f.eks. V og K som vigtige samarbejdspartnere.

Den tredje deltager i den nye regering, De Radikale, har til gengæld intet med et reformistisk parti at gøre: Partiets historiske udspring er ikke arbejderklassen, og i dag er dets sociale grundlag især forholdsvis velstillede intellektuelle i byerne. De radikale er i modsætning til de andre borgerlige partier reelt liberale, hvilket får deres synspunkter til at se progressive ud – f.eks. på seksualpolitiske og antiracistiske spørgsmål.

Men da der er tale om et rent borgerligt parti står deres omfordelingspolitik i skarp kontrast til den tilsyneladende progressivitet. De er med andre ord ikke villige til at følge f.eks. deres symbolske antiracisme op med en økonomisk og social styrkelse af den del af arbejderklassen, som har migrantbaggrund. Tværtimod er de Radikale ophav til f.eks. starthjælp, som fastholder migranter i en økonomisk underlegen position. Ligesom de Radikale er modstandere af f.eks. bedre SU-forhold og dermed ikke er villige til at følge deres liberale seksualpolitiske synspunkter op med tiltag, de kunne gøre unge økonomisk uafhængige af forældrene, og dermed forbedre betingelserne for at bestemme over egen krop.

At R på det udlændinge-, rets- og videnskabspolitiske område står for synspunkter, der ligger langt til venstre for S-SF, er imidlertid et faktum, som det er taktisk væsentligt at udnytte. Men dette ændrer ikke ved, at partiet grundlæggende set hverken har eller tilstræber at have appel til arbejderklassen på et klassegrundlag.
Når S-SF vælger at tage De Radikale med som regeringspartner, har de dermed taget de borgerlige med i sengehalmen og fra starten lagt op til at føre klassesamarbejdspolitik frem for klassepolitik.

Hertil kommer, at den nye regering overtager et underskud på statsbudgettet på 85 mia. og en EuroPLUS-pagt, der sætter landene i økonomisk spændetrøje; lav vækst og en ny finanskrise på vej; en forgældet befolkning, der takket være det oppustede boligmarked i snit skylder tre gange årsindkomst væk, og nu er truet af stigende arbejdsløshed; og sidst, men ikke mindst, en kapitalistklasse, der faktisk har problemer med at afsætte sin produktion og kræver lavere omkostninger og højere profit under trusler om at flytte.

Socialdemokraterne har selv udtrykt deres manglende vilje til at lade de rige betale krisen med den gennemgående frase om, at ”vi alle skal bidrage til at løse krisen”.

På denne baggrund må man udtrykke stor skepsis over for enhver forventning om, at den nye regering, hvis det står til den selv, overhovedet vil forsøge at føre en økonomisk politik, der friholder arbejderklassen fra krise-regningen og tager pengene fra kapitalen i stedet.

En taktik over for reformismen
På trods af, at der har været talt meget om løftebrud, og at Helle Thorning selv har forsøgt at tale forventningerne til den nye regering ned, er der stadig et udbredt håb om, at S og SF som regeringspartier vil føre til et brud med den borgerlige politik. Og det er frem for alt Enhedslistens opgave at kanalisere disse forventninger til noget fornuftigt. Vi skal sikre, at disse forventninger ikke dør ud i passiv og forgæves venten, men udmøntes i fælles krav og fælles handling.

Enhedslisten skal ikke sprede illusioner om, at den røde politik er hjemme med valget af den nye regering. Tværtimod skal vi kontinuerligt gøre opmærksom på, at alle grupper og bevægelser, der har forventninger om et kursskifte, selv må på banen med deres konkrete krav til regeringen. Vi skal være med til at formulere og mobilisere omkring ethvert nok så lille krav i den rigtige retning. Hovedkriteriet er, at det er et krav, som nogen gerne vil være med til at kræve gennemført. Om ”mobiliseringen” så i første omgang bare er en generalforsamlingsudtalelse fra en fagforening, en underskriftsindsamling eller en deputation til Christiansborg, eller om det er en demonstration eller en arbejdsnedlæggelse, så er det skridt på vejen til at opbygge den kamp, der vil være nødvendig for at tvinge udviklingen den rigtige vej.

Vi skal altså stå sammen med S og SF’s vælgere om at kæmpe for reformer – om det så i første omgang bare er de reformer, partierne selv har lovet før regeringsskiftet.

Antikapitalistisk dynamik
Det er den triste kendsgerning, at reformismen slet ikke kan levere væsentlige og blivende reformer i en krisetid, og at det kræver en systemændring, en afskaffelse af den profitstyrede kapitalistiske økonomi, hvis krisen skal overstås uden angreb på arbejderklassens levevilkår. Skal vi holde denne sandhed skjult?
Bestemt ikke. Vi skal uddanne vores mange nye medlemmer i det, og vi skal øve os i at forklare sammenhængene og revolutionens nødvendighed så enkelt, populært og pædagogisk som muligt, når vi bliver spurgt.
Men at forestille sig, at vi vinder opbakning til det revolutionære projekt først og fremmest ved masseagitation for et systemskifte, et socialistisk samfund, er helt utopisk. Vi vinder derimod opbakning til dette ved i første omgang at stille os skulder ved skulder med de mange, der tror på S og SF – og sammen med dem stille krav om indfrielse af deres små eller store forventninger til de reformistiske partier. Vi opbygger med andre ord en enhedsfront.

Det gør vi, fordi det netop er gennem fælles erfaringer, når folk selv tager hånd om at kæmpe for deres rettigheder, at der udvikles en bevidsthed om, at man selv kan være med til at forandre tingene. Og fordi det er denne bevægelse og denne bevidsthed, denne dynamik, der kan være med til at føre kampen videre, hvis og når en reformistisk regering ikke bare kan/vil indfri kravene, hvis og når borgerskabet går aggressivt til modangreb – og som i sidste instans kan sætte gang i den dynamik, der kan drive historiens store hjul, sætte de grundlæggende samfundsmæssige forandringer på dagsordenen, kort sagt, føre til en revolution.

Et dynamisk kampgrundlag
Målet er at udvikle og mobilisere om et konkret, hele tiden aktuelt kampgrundlag. Det er ikke et program, der kan skrives på forhånd ved et skrivebord. Det er det grundlag, som samler og til enhver tid tilføjer alle de progressive krav, som der er nogen, der tror på at rejse og kæmpe for. Det er krav på klimaområdet, til udlændingepolitikken, til dagpengeperioden og behandlingen af de arbejdsløse. Det er også krav, der kan rette op på ældreomsorgen, på sundhedssystemet, på uddannelsessystemet og om praktikpladser. Det kan være afvisning af tilbagetrækningsreformen, stop for Danmarks krige, afskaffelse af lømmelpakke og terrorlovgivningen. Men det er også krav, der fortæller, hvor pengene skal tages fra; og det er de mest indlysende fornuftige krav, der retter sig direkte mod kapitalen og begrænser dens råderet – dvs. antikapitalistiske krav.

Hvilke krav, der står i centrum, afhænger af, hvad der kan mobiliseres om - på lige præcis det tidspunkt, på det sted, og blandt de mennesker, vi har fat i. Vi skal rejse de krav, der kan samle, om de er nok så små – og have svar parat, så snart nogen begynder at overveje nødvendigheden af næste skridt. Midlet og målet hænger sammen: en underklasse, der forsvarer sig selv og alle mod fattigdom og ulighed, mod krige, klima- og miljøkatastrofer, mod undertrykkelse og uretfærdighed – også når det kræver opgør med det, der er kapitalismens fundament. Det er et dynamisk kampgrundlag, der kan starte med femøren, men ender med revolutionen.

Både Enhedslistens udenomsparlamentariske og Enhedslistens parlamentariske arbejde har altid som sit allervigtigste formål at bidrage til at få folk til selv at røre på sig, at skabe bevægelse, at organisere, at mobilisere. Fordi det er det, der giver resultater; dét, der flytter bevidstheden; dét, der ændrer samfundet.

Klassekampen i bevægelserne
Når vi ser tilbage på valgkampen, kan vi konstatere, at store dele af fagbevægelsen var bemærkelsesværdigt aktive i kampen for en ny regering. Overalt i landet var de lokale fagforeninger med i valgkampen.
Det var især de lokale 3F fagforeninger, som bakkede op om en ny regering, og mange steder var også andre lokale fagforeninger med. De støttede som regel de tre arbejderpartier, S, SF og Enhedslisten. Dermed fik Enhedslisten langt større støtte fra fagbevægelsen end tidligere.

Udgangspunktet var noget bedre i forhold til tidligere valgkampe. Nogle af de lokale fagforeninger, bl.a. i 3F, fik faktisk mobiliseret en del af deres medlemmer. Og den faglige valgkamp var kendetegnet af nogle vigtige krav. Det handlede f.eks. om forsvar for efterlønnen, dagpengeretten, flere jobs og bedre efteruddannelse. Det var krav, som samlede de tre arbejderpartier – og man valgte så helt at ignorere det parti, som skulle bære det nye flertal igennem, nemlig De Radikale.

Det var kendetegnende for såvel fagbevægelsen centralt som for S og SF, at de stod sammen om at få en ny regering, men at de som udgangspunkt lukkede øjnene for de problemer, det ville give, hvis det borgerlige parti – de Radikale – skulle være med. Det var i direkte modsætning til de lokale fagforeningers krav til en ny regering, som handlede om en arbejderregering, og som krævede et flertal til S-SF-EL.

Kan vi påvirke fagbevægelsen?
I bagklogskabens klare lys, så vi jo, at venstre side vandt over den gamle regering. Men det viste sig, at de Radikale fik en kæmpesejr. Det stiller os som socialister overfor nye opgaver.
Enhedslisten har hele vejen igennem været de eneste, som har været ærlige om de Radikales ultra-borgerlige økonomiske politik. Det betyder, at vi i Enhedslisten har en opgave med at udbrede og fastholde en arbejderpolitik i alle dele af fagbevægelsen.
Vi skal tage udgangspunkt i den aktuelle krise, og hvad der skal til for at løse den. Vi kan tage udgangspunkt i fagbevægelsens krav og pege videre på kamp om magten i samfundet og på arbejdspladserne.
Vi har et meget bedre udgangspunkt efter valget end for nogle få måneder siden. For det første har Enhedslisten fået 3 gange så mange mandater i Folketinget. Enhedslisten har fået en kæmpestigning i vores antal medlemmer. Og ikke mindst tager fagbevægelsens medlemmer Enhedslisten alvorligt, når vi kommer med vores bud på udviklingen af samfundet.

På den anden side står forbundstoppen i udgangspunktet afvæbnet. De har vundet valgkampen, men de har tabt valget. Den nye regering har lavet et regeringsgrundlag, som dømmer fagbevægelsen som tabere. S-SF-R har sagt ja til tilbagetrækningsreformen, ja til kortere dagpengeperiode og nej til at forbedre den offentlige velfærd ude i kommunerne.

Forbundstoppen vil ikke tage en kamp for deres mærkesager, som bringer dem i modsætning til den nye regering. Tværtimod vil de stadig indgå i trepartsforhandlinger, hvor udgangspunktet (før efterlønsforliget) var aftaler om, hvordan arbejderne skulle bidrage med milliarder til ”deres del” af kriseregningen...
Men vi står med massevis af fagbevægelsens medlemmer, som er blevet skuffet over den nye regerings politik. Dem skal vi støtte hele vejen i kampen for deres krav.

Faglig organisering og mobilisering
Det betyder, at vi skal organisere vores medlemmer til at tage kravene til den nye regering op i de lokale fagforeninger. Krav, der åbent tager kampen op mod De Radikales borgerlige politik og kræver en regering, der bryder med den borgerlige politik. Vi skal tage det op på generalforsamlingen, på alle fagforeningsmøder, på tillidsrepræsentantmøder og i bestyrelserne.

Ofte vil forbundsledelserne modarbejde sådan et mobiliseringsarbejde. På lokalt bestyrelsesniveau og blandt tillidsfolk vil billedet være mere blandet og skiftende. Nogle med S-SF-tilhørsforhold vil vægte ”roen” og loyaliteten i forhold til deres partiledelser over loyaliteten overfor medlemmerne, men mange vil være parate til at mobilisere sammen med os. For at gøre mobiliseringerne ”bæredygtige” – også når de møder modstand i fagforeningsapparatet – er det nødvendigt at opbygge en organisering i basis med klub- og fagforeningsmøder og med opbygning af tillidsmandsnetværk.

I arbejdet med at mobilisere om kravene til den nye regering skal vi bruge de faglige netværk, som Enhedslisten har arbejdet med at opbygge igennem de sidste par år. Både til konkret organisering af vores indsats og til udveksling af erfaringer og ideer. Hver gang vi bruger disse netværk, medvirker vi samtidig til at give dem kød og blod.

Andre bevægelser og afdelingernes rolle
Klassekampen foregår ikke kun i fagbevægelsen. Enhedslistens medlemmer arbejder i et hav af bevægelser og græsrodsorganisationer, der alle sammen har haft brændende ønske om og store forventninger til et regeringsskifte. De forventninger skal nu formuleres som krav – og der skal, hvor det er muligt at få opbakning bag det, mobiliseres for dem.

Det gælder klimabevægelsen og de forskellige organisationer, der udgør denne – som skal sikre, at hensigtserklæringerne når det nødvendige niveau – og ikke mindst, at disse bliver fulgt op af handling hér og nu.

Det gælder de uddannelsessøgendes organisationer – på alle niveauer – hvor Enhedslisten er stærkt repræsenteret, og hvor den nye regering ikke skal slippe godt fra at udskyde løfterne om et løft år efter år.
Det gælder alle bevægelserne for ”kommunale velfærdskrav”: ud over pædagoger, lærere og skoleelever også forældreorganisationer, bevægelser mod lukninger af skoler og lokale sygehuse osv.
Det gælder lejernes organisationer, miljø- og trafik-grupper, økologi-bevægelsen, antiracistiske grupper, Bedsteforældre for asyl, fredsbevægelserne, solidaritetsorganisationer med den 3. verden osv. osv.
Over hele landet skal vi gøre os det til en opgave i Enhedslistens afdelinger løbende at diskutere, hvordan medlemmerne, hvor de nu befinder sig, kan komme på banen og bidrage til at opbygge bevægelsen for at den nye regering også skal betyde en ny politik!

Allerede da regeringsgrundlaget blev offentliggjort begyndte medlemmer af S og SF at give udtryk for deres utilfredshed. Denne utilfredshed i de to partiers bagland, fra folk med tillidsposter i partiet, over almindelige medlemmer til vælgere, vil vokse, efterhånden som regeringen tydeligere og tydeligere underordner sig De Radikale og fører blå bloks politik.

Det er i høj grad dette S-SF-bagland, vi som Enhedsliste-medlemmer kan alliere os med i bevægelserne. Samtidig må afdelingerne være opmærksomne på mulighederne for at gå i dialog med lokale S-SF-medlemmer og -afdelinger omkring debatter, formulering af krav til regeringen og lokale mobiliseringer.

Klassekampen ind i Folketinget
Valget i september 2011 gav Enhedslisten en fantastisk parlamentarisk fremgang – men stiller os samtidig i en meget udfordrende position.

Den såkaldte ”Røde Blok” fik ganske vist flertal, men kun fordi de fleste regner De Radikale med i den røde blok. Men De Radikales økonomiske politik berettiger på ingen måde, at de regnes med i den røde blok.
På den anden side kan en S-ledet regering heller ikke klare sig uden Enhedslistens stemmer. Faktisk er situationen, at hvis Blå Blok samlet stemmer imod S-regeringens forslag, skal Enhedslisten stemme for, hvis regeringen ikke skal komme i mindretal.

Dette betyder, at vi skal undgå en situation, hvor vi enten opgiver vores politiske eksistensberettigelse ved at gå på kompromis med vores politiske platform - eller kommer til at fremstå for det store flertal som det sekteriske parti, der væltede en rød regering for at forsvare golde principper.

Det overordnede udgangspunkt for at tackle denne situation er, at vi klart holder os for øje, hvad der er de vigtigste formål for Enhedslistens parlamentariske arbejde, nemlig:

Ved at fremme alle former for organisering, bevægelser og mobiliseringer, hvor folk selv er aktive for progressive krav eller mod forringelser. Bl.a. ved at formulere og agitere for bevægelsernes krav i medierne, ved at stille forslag om dem - og meget gerne få dem vedtaget! - i Folketinget.

Ved at fremsætte og støtte alle forslag, der på nogen måde forbedrer styrkeforholdene.
Ved at udbrede kritikken af magthaverne og det kapitalistiske system – i stort som i småt – samt at propagandere for krav og forslag, der bryder med systemet og peger frem mod andre måder at indrette samfundet på.

3.1. Fokus på mobilisering og bevægelse
I forhold til det førstnævnte er et af problemerne, at de store forventninger, der var til den nye regering, allerede er ved at blive afløst af frustrationer.

S-SF bruger forståeligt nok de Radikales mandater som en undskyldning for at skrue alle forventningerne ned til et minimum. Men som reformistiske partier har de allerede før valget formuleret et ønske om klassesamarbejde, under kælenavnet ”samarbejde hen over midten”, og de har bevidst valgt at danne regeringen sammen med De Radikale - på et grundlag, som indeholder og i sin helhed afspejler den katastrofale sætning: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”!

Vi skal derfor holde fast i at vi ikke er støtteparti for regeringen – men for ethvert nok så lille skridt i den rigtige retning. Med regeringsgrundlaget er Enhedslisten fra starten placeret som på én gang ”parlamentarisk grundlag” og ”oppositionen til venstre”.

Vores opgave er frem for alt at opbygge (og i Folketinget repræsentere) en udenomsparlamentarisk mobilisering, der tvinger regeringen til at føre en anden politik. Og selv om frustrationerne har bredt sig, ser vi også nogen røre på sig. Lige fra det offentlige tillidsrepræsentant-møde, der formulerede 7 krav til den nye regering – til DSU og SFU, der har startet ”Jeres krise, jeres regning”-initiativet for at presse regeringen til ”også” at tage fra de rigeste 1%.

Hvad betyder dette fokus på udenomsparlamentarisk bevægelse?

Det betyder, at vi i Folketinget ustandseligt skal udfordre S-R-SF-regeringen med de krav, der har størst opbakning i deres baglande, hvor det derfor vil være sværest for dem at afvise, og hvor der vil være bedst mulighed for at mobilisere.

Men ligeså vigtigt betyder det, at vi skal fastholde ”Ja til mindste forbedring og nej til mindste forringelse” – selvom det er besværligt. Dette vil gøre det svært – for ikke at sige umuligt - at indgå i de studehandler og kompromiser, som Christiansborg er fuldt af. Vi skal holde fast i den linje som vi også fremførte i valgkampen: Vi skal ikke nødvendigvis have alle vores krav opfyldt for at gå med i en aftale – vi ved godt vi ikke har det absolutte flertal og der skal indgås kompromiser – men vi stemmer ikke for forringelser – vi stemmer ikke for ting, vi er imod.

Skal dette bære igennem kræver det, at vi helt fra starten melder klart ud, hvor vi står, og slår fast, at vi ikke vil sælge én gruppe for at få noget igennem til en anden gruppe.

3.2 Pres fra højre
I den forbindelse vil vi blive udsat for et kraftigt pres fra højre. Det er allerede begyndt. Journalister, kommentatorer og lederskribenter forlanger, at partiet bliver realistisk, pragmatisk og ansvarligt – i betydningen bliver lige som alle de andre partier. En del af dette pres vil komme fra S og SF, når situationen spidser til, dels som offentlig polemik, dels ved at tilrettelægge politiske situationer, hvor det bliver sværest muligt for Enhedslisten at forklare, hvorfor vi ikke bryder med vores grundlag og redder regeringen.

I en særlig form kan presset fra højre også komme fra nogle af Enhedslistens egne vælgere og måske medlemmer. Det er den del af vælger- og medlemsskaren, som ser Enhedslisten som ”det gamle SF” eller ”det rigtige SF”, og som ikke på forhånd er fremmede over for tanker om studehandler, hvis dette er nødvendigt for at få indflydelse.

Men det vil være katastrofalt, hvis også Enhedslisten begynder at stemme for forringelser:
Det er skruen uden ende: Hvis Enhedslisten først går med på at stemme for forringelser for ikke at vælte regeringen, så kan regeringen presse os til alt – for de vil hver gang kunne spille den samme trumf: ”Vil I bringe Venstre tilbage til magten”?

Enhedslisten ville splitte/gå direkte imod den udenomsparlamentariske kamp: Hvordan skulle vi kunne mobilisere mod forringelser, som vi selv har stemt for?

Enhedslisten ville blive identificeret som en del af en regering, der vækker modstand og frustration. De frustrerede vil ikke længere have et godt alternativ til venstre (Enhedslisten), men vil gå til højre – måske til DF.
Enhedslisten ville ikke længere kunne rekruttere alle de unge, der tror på forandring, og alle de S og SF’ere, der er blevet trætte af reformistiske studehandler. Der ville (endda med god ret!) kunne opstille et parti til venstre for Enhedslisten.

3.3 Er der en bagatelgrænse?
Princippet om mindste forbedring/mindste forringelse er netop et hovedprincip, som Enhedslisten tager udgangspunkt i. Det er ikke en facitliste, som på forhånd kan fastlægge, hvad vi mener om ethvert forslag i Folketinget. Inden for den ramme kan der opstå mange fortolkningsspørgsmål i konkrete sager. F.eks. kan der være uenighed inden for Enhedslisten, om et bestemt forslag er en forringelse. Der kan opstå tvivl om, hvorvidt den konkrete forringelse besluttes med det lovforslag, der er til afstemning, eller om den er vedtaget tidligere. Der kan være forringelser, der falder under petitesse-grænsen, hvis de indgår i en lovpakke, der indfører en lang række forbedringer.

Når Enhedslisten i forhold til finansloven stiller krav om mere end én forbedring, nemlig ”markante forbedringer”, er det et eksempel på, at hovedprincippet ikke afgør alle parlamentariske forhold.” I sådanne afvejninger må det være vigtigt at se på:

Mobiliseringspotentiale: Er der mulighed for mobiliseringer imod den forringelse, der er på tale – eller risikerer vi tværtimod at kvæle et mobiliseringspotentiale og den fremtidige tro på muligheden for at protestere, hvis vi ikke støtter en mulig sejr (forbedringen) for nogle?

Splitter det kampen for et andet samfund – er vi med til at spille forskellige grupper ud mod hinanden, i stedet for at holde fokus på, at pengene skal tages der, hvor de virkelig er at finde?
Det gør ikke nødvendigvis øvelsen nem, at forklare det i en medievirkelighed, hvor spin og taktiske alliancer sætter dagsorden for al politik.

Her bliver det enormt vigtigt, at der bygges på Enhedslistens demokratiske vedtagelser og organisering – og i den konkrete situation på en grundig forberedelse og information af Enhedslistens medlemmer, der skal forklare og forsvare politikken (og taktikken) på deres arbejdspladser, skoler, uddannelsesinstitutioner, til forældremøder og gadefester og i omgangskredsen i øvrigt.

Derfor nytter det heller ikke noget at gå med på Christiansborg-øvelserne med at lukke sig inde i et rum og først komme ud, når der stiger hvid røg op. I videst muligt omfang skal Enhedslisten føre forhandlingerne åbent.

3.4 Åbenhed i forhold til bevægelserne
I det hele taget er det vigtigt med størst mulig åbenhed i det parlamentariske arbejde – og at vi bruger alle muligheder og kanaler til at skabe den tættest mulige kontakt til alt det, der rør sig uden for Christiansborg.
Der kan være tale om direkte kontakt til bevægelser og organisationer. Men det kan også være indirekte, at medlemsdemokratiet i Enhedslisten, diskussionerne i afdelingerne, i faglige netværk osv. kan formidle viden, aktiviteter, stemninger og krav fra ”gulvplanet” og lige ind på de bonede gulve.

Initiativet til diskussionen om ”finanslovskrav” i efteråret var et godt eksempel på, at vi faktisk benyttede os af dette.

3.5 Propaganda mod systemet
Også under den nye regering skal Enhedslisten have rollen som ”vagthund”, der tager enkeltsager op, hvor magthaverne/staten begår overgreb eller uretfærdigheder af en eller anden art (som vi også havde det under Nyrup i 90’erne). Det kan være sager, der kræver ny lovgivning – eller sager, hvor end ikke den gældende lovgivning bliver overholdt. Dette arbejde er vigtigt – fordi det er med til at manifestere Enhedslisten som den almindelige befolknings/miljøets/menneskerettighedernes ubestikkelige forsvarer mod ”systemet”.

Men Enhedslisten skal også bruge de bedre muligheder for at udbrede synspunkter til en mere direkte systemkritik. Vi bliver nødt til at supplere de grundlæggende agitatoriske krav og forslag med mere vidtgående krav og med en klarere understregning af, at vi ikke er S-SF’s kritiske hjælpetropper men et politisk alternativ til reformismen.

Når S-SF-R i de kommende år formentlig præsenterer en økonomisk politik ift. krisen, som ikke løser problemerne, men som derimod indeholder angreb på arbejderklassen og på velfærdsordninger plus klare indrømmelser til kapitalen, så vil Enhedslisten blive nødt til at præsentere antikapitalistiske indgreb og reformforslag. Vi er nemlig nødt til at præsentere et troværdigt alternativ. Og et troværdigt alternativ kan ikke udfoldes uden at rumme krav, der bryder med det kapitalistiske systems grundlæggende funktionsmåde.
Det er ikke en tilgang, vi har stor øvelse i, og vi skal naturligvis arbejde med at udvikle og popularisere de relevante systemoverskridende og antikapitalistiske krav. Alligevel kan denne tilgang sagtens vække modstand, selv blandt vores egne vælgere. Men den er nødvendig, hvis vi skal være troværdige. Den er også nødvendig for at udvikle et nyt og større lag af socialister i Danmark, som kan gøre Enhedslisten til et endnu større socialistisk parti.

Enstemmigt vedtaget på SAP’s Landsmøde 7.-8.januar 2012